Gå til hoved-indhold
30. maj 2026 - kl. 16.05

Destination NORD søger sæbynitter til nyt frivillignetværk

  • 1 af 2
    Foto: Peter Jørgensen
  • 2 af 2
    Foto: TheTravelBook for Enjoy Nordjylland
Af: Michael Frederiksen

Lokalkendte søges til et frivilligt ambassadørkorps, der vil hjælpe byens gæster med at opleve de helt særlige sider af Sæby, som kun rigtige ildsjæle kan formidle. 

Sæby Erhvervsforening, Sæby Handelsstandsforening, Ældresagen og Destination NORD er gået sammen om at danne et frivillignetværk, der vil være med til at styrke fortællingen om den helt særlige stemning og historie i byen over for gæster, turister og besøgende:

- Det er en vigtig rejsetrend, at man gerne vil møde de lokale, og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe gæster i Sæby til. Det handler ikke om at drive gratis turistinformation eller være turistguide, men om at tilføre noget ekstra til besøget, som kun kan opnås i mødet med en lokal ildsjæl. Man behøver derfor heller ikke være ekspert i Sæbys historie fra middelalder til købstad og ferieby, men det hjælper at have et grundlæggende kendskab til byen og dens DNA, da det netop er det, vi gerne vil give gæster i byen en bedre fornemmelse af, forklarer gæsteserviceansvarlig i Destination NORD, Sabine Lyckegaard.

Specifikt efterlyser parterne bag netværket frivillige - gerne ældre - beboere i Sæby og omegn, som er parat til at bruge et par eftermiddage om måneden i perioden juni til september med at "bemande" havnen og torvet. Herfra skal de frivillige opsøge gæster i byen, danske som internationale, og berige oplevelsen med en nærværende samtale med lokalt perspektiv.

- Det vigtigste for at være med er derfor, at man har lyst til det, og at man kan lide at møde nye mennesker og fortælle om sin by. Selvfølgelig er der også mulighed for at deltage i et opstartskursus, hvis man gerne lige vil klædes lidt på, inden man kaster sig ud i det. Men i og med, at der er tale om en "ekstra-oplevelse", skal man ikke være så nervøs for det, for der er ikke tale om, at vi søger professionelle guider – bare nogle hjælpere, der har lyst til at være vores forlængede arm ud i byens gader og tage en værtsrolle, uddyber Sabine Lyckegaard.

Interesserede kan i første omgang melde sig til et informationsmøde, som finder sted onsdag 10. juni kl. 16.30-18.00 hos Norhvin Vinuniverset i Vestergade.

Man kan læse mere og tilmelde sig informationsmødet her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...