Gå til hoved-indhold
29. maj 2026 - kl. 10.05

Mindeord fra FfI Fodbold om Hans Kurt Christiansen

  • 1 af 2
    FfI's serie 1-hold i 1984. Hans Kurt Christiansen står helt ude til højre i bageste række.
  • 2 af 2
    Hans Kurt Christiansen bisættes fredag 12. juni kl. 11.00 fra Fladbjerg Kapel. Han blev 83 år.
Af  Mogens Nyeng Hansen

Mogens Nyeng Hansen, FfI Fodbold, har skrevet disse mindeord om Hans Kurt Christiansen, der stille er sovet ind 25. maj efter kort tids sygdom. 

Hans Kurt var FfI'er - både som spiller og træner. Han var en meget respekteret træner, som stillede krav til sine spillere - trods det var han en meget populær træner, som har sat sit præg på mange unge fodboldspillere i FfI.

Her lidt om Hans Kurts store karriere inden for fodbold.

Hans Kurt spillede op gennem ungdomsårene i FfI, og som senior var han en fast mand på andet- og tredjeholdet. Militærtiden i 1964 skulle aftjenes i Viborg, og derfor meldte han sig ind i Viborg FF. Her lykkedes det Hans Kurt at komme med omkring 2. divisionsholdet, for hvem han fik fem kampe.

Debuten i den grønne trøje fandt sted 30. marts på Viborg Stadion, og modstanderen var FfI (FfI vandt 4-3). Efter soldatertiden vendte Hans Kurt retur til Frederikshavn og FfI, hvor han igennem flere sæsoner spillede med en lille afstikker til Strandby IF.

I 1976 startede han sin fodboldtrænerkarriere i FfI, hvor han præsterede at få klubbens serie 2 spillet op i serie 1. Efter to år i FfI gik turen til Hørby IF, hvor han under sit tre-årige virke fik Hørby forfremmet fra serie 2 til serie 1.

Næste station på trænervejen hed FfI's ungdomsafdeling, hvor de bedste juniorer nød godt af Hans Kurts ekspertise i tre sæsoner, inden han atter blev ansat i FfI's seniorafdeling som andetholdstræner i serie 1.

I 1986 overtog han ansvaret for Nielstrup Boldklub i serie 2, hvor han var i to sæsoner, inden turen gik til Sindal IF i 1988. Opholdet i Sindal blev kun på en enkelt sæson, inden turen gik til Skagen IK i Jyllandsserien. I 1990 overtog Hans Kurt Bangsbo Frejas førstehold, hvorefter han tog en velfortjent pause fra trænergeringen.

I 1993 lykkedes det FfI at overtale Hans Kurt til at træne klubbens bedste juniorhold, hvilket blev det sidste trænerjob.

Vores tanker går til familien.

Ære være Hans Kurts minde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...