Gå til hoved-indhold
19. marts 2026 - kl. 12.03

Privatskolen i Frederikshavn indviede sin nye Tarzan-motorikbane

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Peter Marquard

Onsdag indviede Privatskolen i Frederikshavn sin nye Tarzan-motorikbane. Det blev fejret med kaffe, flag og kagemand, og to børn klippede indvielsesbåndet over. Motorikbanen er kommet i hus via donationer fra 40 lokale virksomheder.

- Vi er meget glade og taknemmelige for den opbakning, som vi har fået fra virksomhederne til vores Tarzan-motorikbane. De mange donationer fra hele 40 virksomheder gør, at vi endda har fået en endnu større bane end oprindeligt planlagt, og vi har kun haft en egenfinansiering til selve montagen af banen, fortæller skoleleder Anne-Mette Reeckmann fra Privatskolen i Frederikshavn.

Hun oplyser, at banen udfordrer børnenes grovmotorik og balance. Samtidig skal eleverne tænke sig om og koncentrere sig, når de forcerer banen, så den giver også læring via leg.

- Når elevernes motorik styrkes, giver det også børnene en bedre indlæringsevne. Motorikbanen kan stå her i mange år, og kommer derfor også kommende elever til gode. Den er et godt supplement til vores i forvejen dejlige udenomsarealer, hvor vi tilstræber, at der er mange forskellige muligheder for leg og fysiske aktivitet for børnene. Det er nødvendigvis ikke kun skolens elever, der får glæde af den, understreger Anne-Mette Reeckmann og tilføjer:

- Vores legeplads er tilgængelig for andre børn i kvarteret udenfor skolens åbningstid, hvor man er velkommen til at bruge området til leg på eget ansvar.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...