Trøjeauktion: 16-årig WH-debutant har p.t. den dyreste trøje
16-årige Noah Hulsig Samuelsens trøje er indtil videre den, som indbringer Frederikshavn White Hawks' flest penge i årets trøjeauktion.
Noah Hulsig Samuelsen debuterede i hjemmekampen mod Herlev Eagles for en måned siden. Han nåede at spille fire ligakampe.
Nu er den unge forwards hvide WH-trøje pludselig den, som er solgt for flest penge i den trøjeauktion, der slutter i aften for de hvide trøjes vedkommende, mens auktionen med de mørkeblå udebanertrøjer fortsætter til mandag aften.
Efter endnu en tung sæson kommer det ikke som den store overraskelse, at interessen for at byde på trøjerne er mindre end normalt.
Noah Hulsig Samuelsens trøje har p.t. hammerslag på 2.600 kroner. Næsthøjeste bud er kommet på Kevin Frydkjærs blå målmandstrøje. Her lyder den aktuelle salgspris på 1.700 kroner.
Hele 20 trøjer er der i skrivende stund ikke budt på.
Da lørdag blev til søndag var den samlede budpris 26.100 kroner for de hvide trøjer og 9.700 kroner for de mørkeblå trøjer.




































