Jeg er bange for, at denne spareøvelse kommer til at koste liv
Pårørende Lajla Villumsen har skrevet dette åbne brev: Fortsættelsen på min beretning som pårørende til en tidligere patient på N7. Noget andet, der var vigtigt i min mors behandling, var trygheden ved at kunne færdes i sit nærmiljø, at kunne passe læge-/tandlæge-tider, at en veninde kunne kigge forbi.
At vi når vi kom på besøg kunne gå til Bager Madsen for at købe en kage til eftermiddagsteen. At hun kunne tage på besøg hos sin familie en formiddag, at hun kunne tage bybussen eller toget hjem, klappe hunden for en kort stund eller hente fornødenheder.
For hende var kendte omgivelser alfa og omega, at tingene var indenfor overskuelig afstand. At hun selv kunne gå i Føtex eller gågaden og købe det hun måtte mangle, at hun ikke som i Brønderslev måtte vente på, at vi kom forbi, med det hun savnede. Alt sammen noget, der oser af normalitet og det at kunne være i sit liv, på almindelig vis, at kunne nærme sig hverdagen og et liv hjemme i familien igen.
At være pårørende til et psykisk sygt og sårbart menneske er udfordrende for de nærmeste. Her oplevede vi i vores familie en enorm tryghed ved at komme på N7, hvor der var plads til privatliv, men også plads til at vi som pårørende kunne få en snak, lette vores hjerter og give udtryk for vores bekymringer. At vi mødte de samme fagligt kompetente og empatiske ansatte, som kendte vores mor/partner og vi ikke hver gang skulle starte forfra med at forklare.
At vi sammen kunne sluse mor tilbage til hverdagen, at vi blev lyttet til, når mor syntes, hun havde det bedre end virkeligheden egentlig var.
Med udsigten til en eventuel nedlæggelse af afsnittet i Frederikshavn opstår der en enorm bekymring for mig, på vegne af andre pårørende, om, hvad vil min psykisk sårbare nu gøre, når livet gør ondt? I forvejen er det sårbart og uendeligt svært at søge hjælp, at kapitulere og lægge ens skæbne og psykiske tilstand i andres hænder.
Min mor var uendeligt tryg ved behandlingen på N7, og jeg vil tænke, at hun havde valgt livet fra, hellere end at have udsigten til at skulle indlægges på Brønderslev psykiatrisk sygehus igen. Det har intet med behandlingen på Brønderslev sygehus at gøre, men geografien.
For et sårbart menneske kan afstand blive en afgørende faktor, for hvad man vælger. At vide, man skal lide afsavn oveni, en ikke fastlagt tidshorisont, kan for nogen måske blive for uoverskueligt og være afgørende for, om man vælger at søge hjælp eller ej.
Jeg er bange for, at denne spareøvelse kommer til at koste liv! Ikke for at male fanden på væggen, men fordi jeg kender til det at stå ved siden af et menneske, hvor livet er sort og svært.
I morgen demonstrerer vi ved N7 kl. 11 for at bevare pladserne her i området, for at passe på dem, der har allermest brug for at blive hørt, men ikke har ressourcerne til at råbe op selv.
Lad os gøre det sammen, for dem!
Mød op og gør en forskel, kæmp for en vigtig institutions bevarelse!
