Direktørskifte på TOPVIRK i Frederikshavn
Direktør og stifter af den socialøkonomiske virksomhed TOPVIRK, Børge Landgrebe, har valgt at gå på pension og giver derfor bolden videre til sin efterfølger Ole Jensen. Ole Jensen tiltrådte som ny direktør i TOPVIRK pr. 1. august 2023.
- Valget faldt på Ole, fordi han med sin store faglighed og erfaring som leder kan bidrage med de egenskaber, som vi har været på udkig efter. Desuden besidder Ole nogle menneskelige kvaliteter, som passer godt med TOPVIRKs værdigrundlag som socialøkonomisk virksomhed. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med ham, siger Erik Sørensen, bestyrelsesformand og tidligere borgmester i Frederikshavn Kommune.
Det er TOPVIRKs mission, at skabe arbejdspladser til mennesker med behov for ansættelse på særlige vilkår. Det sker dels gennem jobrettede projektforløb for sårbare ledige borgere i samarbejde med jobcentrene, og dels gennem opbygning, udvikling og drift af egne forretningsområder, hvor cirka 80 procent af medarbejderne er ansat i fleksjob.
TOPVIRK udfører opgaver for virksomheder og private i en bred vifte af forretningsområder:
Lagerhotel m/pick & pack for webshops, malerafdeling, klargøring af biler, vikarservice, montageafdeling, trykning og broderi på profil- og sportstøj, træ- og stålafdeling samt afdeling for web-design, søgeoptimering og bogholderiservice.
- Gennem samarbejdet med virksomhederne i lokalområdet udbreder TOPVIRK kendskabet til det rummelige arbejdsmarked, styrker virksomhedernes CSR-profil og gør en forskel for den enkelte borger, siger Erik Sørensen.
Ole Jensen kommer fra en stilling som direktør for CAMA Lift Aps, som producerer handicaplifte. Han er 53 år og bosat i Sæby med sin kone Anne. Han er uddannet værktøjsmager og efterfølgende civilingeniør med produktion som speciale. Fritiden nydes i naturen med blandt andet jagt og fiskeri.
- Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg tror på, at jeg, udover at fortsætte Børges fantastiske stykke arbejde, kan bidrage til at tage virksomheden et skridt videre. TOPVIRK skal være kendt både i kommunen og blandt andre socialøkonomiske virksomheder, som dén virksomhed i branchen, der gør en forskel og skaber jobs. For den enkelte medarbejder eller kursist handler det om at have øje for ressourcer frem for begrænsninger, siger Ole Jensen.