Gå til hoved-indhold
08. september 2021 - kl. 00.09

Disc Golf-bane ved Arena Nord indvies på søndag

  • 1 af 4
    FOTO: Privat
  • 2 af 4
    FOTO: Privat
  • 3 af 4
    I Disc Golf er hullerne skiftet ud med kurve. Her ses holdet bag den nye bane i Frederikshavn.
  • 4 af 4
    I Disc Golf er hullerne skiftet ud med kurve. Her ses holdet bag den nye bane i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Disc Golf-bane åbnes officielt på søndag 12. september af borgmester Birgit S. Hansen.

Claus Jochumsen blev sidste år - under corona-nedlukningen - fascineret af nogle videoer på nettet, hvor folk spillede Disc Golf. Efter en del research besluttede han sig for, at Frederikshavn skulle have sin egen bane til Disc Golf.

Claus Jochumsen kontaktede Park og Vej, som drifter Frederikshavns parkområder. Hurtig fandt man frem til, at banen kunne etableres i parken i området bag Arena Nord, i folkemunde kaldet "Teletubbies land".

Parkens naboer er Børnehuset Mælkevejen, Nordstjerneskolen og Arena Nord. Parken kan også tilgås fra Råholtvej.

Claus Jochumsen kontaktede herefter Asbjørn Bue Vrang Hauberg, som har bidraget med viden om etableringen af banen. Han har blandt andet designet to baner på Sjælland.

Claus Jochumsen og IF MOB DIN KROP indledte herefter et samarbejde om at etablere en offentlig tilgængelig bane med ni kurve i Frederikshavn.

Gennem den daværende kommunale idrætskoordinator, Søren Vestergaard Pedersen, blev IF MOB DIN KROP koblet sammen Claus Jochumsen, da foreningen allerede praktiserer indendørs Disc Golf.

Søren Vestergaard Pedersen og bestyrelsen har lagt et stort arbejde i at finde sponsorer, som kunne finansiere indkøb af Disc Golf-kurve samt discs (frisbees) og anlæggelsen af selve banen.

Den nye idrætskoordinator for IF MOB DIN KROP, Hanne Haages Norup, har taget godt imod den nye sportsgren, og hun glæder sig til, at byens borgere nu kan få mulighed for at prøve en ny og anderledes sport, som er en familievenlig og sjov sport for alle aldre.

Hvad er Disc Golf?
Sporten har været i Danmark siden 1980'erne og egentlig været en nichesport indtil nu. Disc Golf spilles næsten som almindelig golf. Golfbolden og golfkøllen er skiftet ud med en plastik disc (frisbee), og hullet er skiftet ud med en metalkurv, hvor discen skal lande i. Man starter fra tee-stedet/start, og så gælder det ellers om at kaste sin disc i kurven på færreste kast.

Claus Jochumsen har designet en Disc Golf-bane, der både kan spilles af nybegyndere og øvede. Banen er designet med henblik på en god spiloplevelse, og samtidig er der tænkt på sikkerheden, så gående og cyklende stadigvæk kan færdes trygt i parken.

- Det er håbet, at familien eller naboerne tager hinanden under armen og tager en tur i parken og får sig et spil Disc Golf. Det er også oplagt, at skolerne bruger Disc Golf-banen i idrætstimerne, mener Claus Jochumsen.

Møde spillere fra Hjørring Disc Golf

Søndag 12. september kl. 11:00 holdes der en officiel åbning af Frederikshavn Disc Golf-bane på Peter Wessels Vej 49. Borgmester Birgit S. Hansen indvier banen, og hun har indvilliget i en lille dyst, hvor hun udfordrer en kendt idrætsmand fra Frederikshavn i Disc Golf.

Derudover kan du møde to spillere fra Hjørring Disc Golf Klub. De kommer og demonstrerer, hvordan man spiller Disc Golf.

Claus Jochumsen har hørt en lille fugl synge om, at der vil være et par lodtrækninger om nye Disc Golf Startersæt til de heldige. Der vil også blive budt på et stykke kage.

Etableringen af Disc Golf-banen er finansieret gennem forskellige sponsorerer, heriblandt IF Mob Din Krop, Spar Nord Frederikshavn, Sal Tryk, Frederikshavn Team Projekt og Værksted, DGI, DIF og DAI.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...