Gå til hoved-indhold
20. december 2025 - kl. 15.12

Dommerchef: White Hawks blev ikke bortdømt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Bølgerne gik højt i aftes i Herlev Skøjtehal, da Frederikshavn White Hawks følte sig bortdømt i tredje periode. Tre gange skulle dommerne ud og se video på iPad, og alle tre kendelser gik høgene imod i en hektisk slutfase. Ifølge dommerchef i Danmarks Ishockey Union, Claus Hansen, har WH ikke grund til at føle sig bortdømt.

Der var godt gang i den fredag aften, da Metal Ligaens bundhold fra Frederikshavn White Hawks spillede en stærk udekamp mod topholdet Herlev, men måtte se sig besejret 3-2. Flere kendelser fik høgene op i det røde felt, og efter kampens afslutning var der bestemt ikke tilfredshed med kampens to dommere, Thomas Buchardt Andersen og Kenneth A. Nielsen.

White Hawks' cheftræner, Mario Simioni, ønskede efterfølgende en forklaring og talte i flere minutter i omklædningsrummet med dommerobservatør Bo Andersen. Assistenttræner Christian Schioldan var henne ved Kanal Frederikshavn og vise et billede af klubbens iPad, hvor vi kunne se, at der manglede 0,01 sekund, da Mikkel Bertelsen sendte pucken i mål til 3-3.

Dommerchef Claus Hansen er dog af den overbevisning, at White Hawks ikke blev snydt.

- Vi arbejder i dansk ishockey med to systemer, og jeg har set målet, som Frederikshavn scorede i går igennem flere gange. I systemet kan vi dreje kameraet og få flere vinkler på, og jeg kan i begge systemer konstatere, at pucken ikke er over stregen, da tiden er gået. Vi skal huske på, at hele pucken skal være over stregen, og jeg har ikke set et billede af, at hele pucken var inde, så man kan se det hvide af isen bagved, udtaler Claus Hansen til Kanal Frederikshavn.

Det var ikke den eneste kontroversielle situation i aftes, for høgene havde faktisk også pucken i mål med 51 sekunder tilbage. Her tog Herlev-boksen en Challenge, og den vandt de, da linjedommerne kunne konstatere, at de ikke havde set en offside, da der manglede 1:28 af kampen. Noget, der har bragt sindene i kog hos flere fans på de sociale medier. Hvorfor blev spillet ikke stoppet omgående?

- Forseelsen sker, da linjedommeren skal fløjte for en offside, men spillet går videre. Her må og kan vi ikke stoppe spille som i fodbold, for vi har ikke mulighed for at se den online, mens spillet er i gang. Så derfor er vi nødt til at vente, og derfor var den offside, som i første omgang ikke blev dømt i går, korrekt dømt efter Herlev tog en Challenge, og derfor blev Frederikshavns mål annulleret, lyder det fra dommerchefen.

Da Frederik Bjerrum fem minutter inde i tredje periode scorede det, der blev sejrsmålet, var der også tvivl om scoringen skulle tælle. White Hawks nye keeper, Max Zimmermann, blev tydeligvis ramt af en Herlev-spiller, der gjorde, at den østrigske keeper ikke havde målmandsstaven under kontrol. Det fik Mario Simioni til at tage en Challenge, men Thomas Buchardt Andersen og Kenneth A. Nielsen mente, efter kigget på iPad, ikke, at der var gjort noget ulovligt. Dommerchef Claus Hansen er enig.

- Frederikshavns målmand er udenfor målfeltet, da der opstår en kontakt med Herlev-angriberen. Den kontakt sker uden for målfeltet, og derfor gør angriberen ikke noget forkert. Derfor er det helt korrekt, at den Challenge, som Frederikshavn tog, ikke blev taget til efterretning, og målet fik lov at stå, siger Claus Hansen.

White Hawks skal rejse sig hurtigt efter skuffelsen fredag aften og har i morgen eftermiddag hjemmebane, når Rungsted kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena. Her er der kampstart klokken 15:00.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...