Drab på Buhlsvej: 34-årig stak sin mangeårige ven med stor kraft
Der er nyt om drabssagen fra april på Buhlsvej i Frederikshavn, hvor en 36-årig mand blev dræbt. Ifølge anklageskriftet stak en 34-årig mand, som er varetægtsfængslet, sin 36-årige ven med stor kraft. Der var tale om et dybt knivstik på 22 centimeter. Offeret fik læsioner på hjertet, spiserøret og venstre lunge, så han afgik ved døden, skriver Ritzau.
Drabet fandt sted i en lejlighed på Buhlsvej - lige på den anden side af Frydenstrandskolen.
De to personer havde været venner i mange år. Den 34-årige drabstiltalte mand blev anholdt umiddelbart efter knivstikkeriet, som fandt sted 22. april kl. 00.25.
Senere samme dag blev han stillet for en dommer. Han var tydeligvis påvirket af situationen og græd i retten, da sigtelsen blev læst op. På baggrund af en mistanke om vold med døden til følge blev den 34-årige varetægtsfængslet.
Efter dødsfaldet fortalte efterforskningsleder i Nordjyllands Politi Carsten Straszek, at alt tydede på, at offeret og den mistænkte havde været venner i mange år. Han fortalte dog ikke noget om motivet.
Drabet har dog hverken noget med bander eller andre former for opgør i det kriminelle miljø at gøre, lød det.
Sagen begynder 13. februar ved Retten i Hjørring, som har afsat seks dage.
Udgangspunktet i drabssager er, at den dømte idømmes fængsel i 12 år. Hvis retten i stedet finder, at der er tale om nødværge, kan den tiltalte blive straffri.
Reglerne om nødværge siger nemlig, at handlinger, som har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt indgreb, er straffri, skriver Ritzau.