Drabsforsøg ved Abildgård Kirke: 38-årig varetægtsfængslet
En 38-årig mand, som er blevet udleveret fra Libanon, er varetægtsfængslet frem til 5. august, skriver TV2 Nord. Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han er sigtet for drabsforsøg på parkeringspladsen ved Abildgård Kirke i Frederikshavn.
2. marts 2022 kl. 00.47 blev en 25-årig mand stukket med en kniv i lysken og slået med et slagvåben på parkeringspladsen ved Abildgård Kirke.
Tre mænd blev anholdt kort efter og idømt fængselsstraffe.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at offeret blev hentet på sin bopæl i Frederikshavn. Ifølge TV2 Nord skulle den 38-årige mand have sagt, at han havde en gave til offeret. Gaven var efter sigende et slag i nakken med en hammer og et stik i lysken med en kniv.
Offeret har desuden tidligere forklaret, at den 38-årige råbte: "Jeg dræber dig sgu".
Motivet til overfaldet var et påstået tyveri af flere kilo hash.
Den sigtede nægter sig skyldig, men har ikke kæret kendelsen. Han er tidligere dømt for både manddrab og drabsforsøg, oplyser TV2 Nord.