Efter brand i Sæby: Dyrlæge henviser alle sine kunder til Dyrlægen i Lendum
Fredagens brand i bygningen på Sæbygårdvej 3, hvor Dyrlægen i Sæby ligger, får store konsekvenser for dyrlæge Lotte Boelt.
- Klinikken er desværre ikke til at redde og kommer ikke til at være i funktion i lang tid fremover, oplyser Lotte Boelt på Facebook.
Hun henviser alle kunder til Dyrlægen i Lendum, som hun også ejer.
- Vi prøver at komme i kontakt med alle jer, der har en tid, lover Lotte Boelt.
Bygningen er voldsomt beskadiget.
- Bygningen er brændt ned, og omkringliggende lejligheder er også brandskadet, fortæller indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord.
Nordjyllands Beredskab modtog alarmen om branden klokken 8.56. Det var forbipasserende, der opdagede branden og slog alarm. I første omgang lød meldingen på røgudvikling, men flammerne brød hurtigt igennem taget.
Hverken mennesker eller dyr kom til skade.





































