Efter obduktionsrapport: Efterforskning af drab fortsætter
Efter at have modtaget en foreløbig obduktionsrapport fortsætter politiets efterforskning af drabet på den 89-årige mand på Sæbyvej i Frederikshavn.
Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, vil ikke kommentere indholdet i obduktionsrapporten, men efterforskningen fortsætter.
Den 89-åriges ægtefælle, en 69-årig kvinde, blev varetægtsfængslet i onsdags og fremstillet i grundlovsforhør torsdag, hvor hun blev løsladt.
Politiet opretholder dog sigtelsen. Det vil sige, at kvinden fortsat er sigtet for drab.
- Vi arbejdere videre med vores efterforskning. Vi forsøger at belyse, hvad der skete på dagen så objekt og grundigt som muligt, siger Peter Skovbak til Kanal Frederikshavn.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre. Dommeren forklarede blandt andet de lukkede døre med "den seneste tids hændelser".
- Når vi får en sag som denne, hvor nære relationer er indblandet, kigger vi ikke kun et døgn tilbage. Vi kigger på historikken længere tilbage. Hvordan har relationerne været?, forklarer Peter Skovbak.