Ekspert om hagekors: Racisme-sympatisører eller bøllestreger
Er det racisme-sympatisører eller buddhister, som har malet et hagekors på Frederikshavn Kirkes hoveddør? Det spørgsmål vil menighedsrådsformand Egon Olesen gerne have besvaret. En ekspert, som Kanal Frederikshavn har talt med, forsøger at besvare spørgsmålet.
I første omgang lød meldingen på, at der var tale et hagekors. Ved siden af hagekorset står tallet 28. Det kunne henvise til den nynazistiske gruppe Blood and Honour, der ifølge Wikipedia er en militant, nynazistisk organisation, der officielt havde en dansk afdeling fra 1997 til 2005.
Egon Olesen modtog dog i løbet af søndag flere henvendelser, som hæftede sig ved, at hagekorset vender anderledes. Dermed skulle der være tale om et buddhistisk lykke-symbol.
- Uanset hvad er det noget svineri at tegne sådan noget på en flot, historisk bygning. Det er groft, at man gør det på en kirke, mener Egon Olesen.
Han vurderer, at gerningsmanden ved at vælge en central og kendt bygning i byen er gået efter synlighed og provokation.
Lektor Jørn Borup, Afdeling for Religionsvidenskab med speciel interesse i buddhisme på Aarhus Universitet, har denne analyse af hagekorset:
- Det kunne være racisme-sympatisører, men det kunne også være bøllestreger uden ideologisk indsigt/interesse, siger Jørn Borup.
Han tør godt lægge hovedet på blokken og konstatere, at hagekorset ikke har noget med det østlige lykkesymbol swastika at gøre. Han har aldrig oplevet politisk uvilje fra buddhister i Europa mod den kristne kirke. Det er ligefrem grænsende til det utænkelige.
Ifølge Jørn Borup har tallet 28 ingen speciel relevans inden for østlige religioner (inklusiv buddhisme), men ligesom Egon Olesen tænker han på Blood and Honour.
- Det kunne altså tyde på, at nogen med racisme-sympati har malet et nazikors, vurderer Jørn Borup.
Frederikshavn Kirke har meldt sagen til politiet, der bekræfter at have modtaget anmeldelsen. Kirken skal i nærmeste fremtid have omlakeret den smukke hoveddør, så hagekorset og tallet 28 forsvinder.