Gå til hoved-indhold
18. februar 2026 - kl. 13.02

Åbner fjerde spisested i Sæby: Rosas Køkken slår dørene op 13. marts

  • 1 af 1
    Andreas Hansen får det overordnede ansvar for de fire spisesteder i Sæby. Her ses han foran Rosas Køkken.
Af: Peter Marquard

Fredag 13. marts får Sæby et nyt spisested på havnen, når Rosas Køkken by Jensen åbner i lokalerne, der senest husede Bistro V. Der vil være brunch, smørrebrød og tapas på menuen, ligesom der vil være brødudsalg med hjemmebagt surdejsbrød, wienerbrød samt lækre specialiteter.

- Vi glæder os til at åbne vores nye skud på stammen, når vi slår dørene op til Rosas Køkken. Fra 13. marts serverer vi byens bedste brunch og smørrebrød, og fra påske udvider vi om aftenen med tapasbuffet og tapas ud af huset, fortæller Mette Grønhøj Jensen, der er indehaver af Rosas Køkken, samt Andreas Hansen, der fremover har det overordnede ansvar for de fire spisesteder, der bliver samlet i én enhed under navnet by Jensen.

Foruden det kommende Rosas Køkken omfatter det Jacobs Fiskerestaurant, Bistro samt Beers and Burgers. Alle fire er beliggende på havnen i Sæby.

- Vi synes, at en restaurant som Rosas Køkken mangler i Sæby. En restaurant, der byder på en lækker brunch og godt smørrebrød, hvor det hele er lavet fra bunden af kvalitetsråvarer. Samtidig får vi et brødudsalg med hjemmebagt surdejsbrød og wienerbrød, ligesom det bliver muligt at købe gode vine, delikatesser og specialiteter ud af huset. Når vi åbner, holder vi åbent alle ugens syv dage fra kl. 8.00, fortæller Mette Grønhøj Jensen og Andreas Hansen, og de tilføjer:

- Stedet er perfekt til vores formål, hvor man både inde og ude kan nyde den flotte udsigt ud over havnen. Et køligt glas rosé på en varm sommerdag med de omgivelser er perfekte. Der vil være et lækkert udvalg af vine, øl samt cocktails.

Der vil være plads til cirka 75 spisende gæster inde samt et tilsvarende gæster ude foran restauranten og i den hyggelige gårdhave.

Ved siden af de fire spisesteder driver Mette Grønhøj Jensen RUMKLANG og BLOMSTERKLANG, ligeledes i Sæby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...