SIND-Festival i Frederikshavn vender tilbage: Fokus på mental sundhed
I uge 13 - det vil sige 23.-30. marts - afvikles SIND-Festival i Frederikshavn. En begivenhed dedikeret til at sætte fokus på mental sundhed og skabe opmærksomhed omkring psykiske lidelser. Festivalen byder på en række spændende arrangementer hver dag hele ugen, og alle er velkomne til at deltage.
Mandag 23. marts indledes festivalen på Frederikshavn Bibliotek med det inspirerende foredrag "Giv dit liv et serviceeftersyn", hvor læge og journalist Peter Qvortrup Geisling, kendt som Danmarks TV-læge på DR1, med humor og varme opfordrer os til at forbedre helbred og livsglæde.
Hele festivalugen byder på foredrag med forskellige eksperter og personer med erfaring inden for mental sundhed. Blandt foredragsholderne er journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen, der fortæller om "Hampens fascinerende historie" med udgangspunkt i sin seneste bog "Øvigs lille bog om pot", der udkom i efteråret 2025.
Skuespiller, danser og sanger Silas Holst gæster festivalen med sit foredrag "Dancing Queen - om at stå ved sig selv".
Der er foredrag med psykolog Anders Sørensen & Agnes Marie Frey, der tager udgangspunkt i spørgsmålet "Psykisk sygdom eller psykisk lidelse?". Agnes fortæller om sin vej ind i og ud af lidelsen, medicinen og psykiatrien, og Anders Sørensen fortæller om den traumeinformerede tilgang til psykisk lidelse.
Der vil i år også være et foredrag med socialrådgiver, coach og stifter af ADHD-akademi, Gro Lund Hansen, som fortæller om "CAMINOEN - med ADHD i bagagen". En livsrejse om at finde ro i bevægelse. Dette foredrag finder sted fiskerestauranten Fiskebaren, hvor der i samme forbindelse vil blive mulighed for at tilkøbe en "festival-frokost".
Festivalen inkluderer også musikalske indslag, blandt andet en koncert med Søren Krogh & MC Hansen om torsdagen samt en premiere-koncert med duoen Kasper Buch & Joakim Lykke, som melodisk afslutter festivalen mandag 30. marts. Begge koncerter er i Maskinhallen i Frederikshavn.
Desuden er der fokus på "Sygt syg og hel normal?" - spoken word og storytelling om psykisk sygdom med digter og forfatter Peter Dyreborg og digter og performer Sara Hauge, som finder sted på Frederikshavn Kunstmuseum.
Den tidligere håndboldspiller- og træner i blandt andet Vendsyssel Håndbold Lars Rasmussen kommer med sin personlige og ærlige fortælling, der er med til at nedbryde tabuer om ADHD og autisme.
Festivalen afsluttes mandag 30. marts (World Bipolar Day) med psykiatridebat med et panel bestående af blandt andre psykolog og 1. næstformand i SIND-Landsforeningen for psykisk sundhed, Erik Mønsted Pedersen, og lokal- og regionspolitikere efterfulgt af koncert. Dette arrangement finder sted i Værkstedet i Maskinhallen, hvor der er gratis entré til debatten, og billet til efterfølgende koncert kan købes til 50 kroner.
Alle arrangementer koster kun 50 kroner i entré, og billetter kan købes via www.billetten.dk, hvor man søger på SIND FESTIVAL. Festivalen har indtil videre modtaget støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, Nordea-Fonden, Lions Bannerslund, Lions Kattegat og Lions Sæby samt en anonym donation, og denne støtte har gjort det muligt at tilbyde et så omfattende program for festivalens publikum.
- Vi håber, at SIND-Festivalen kan være med til at skabe åbenhed om og forståelse for mental sundhed og inspirere til samtaler om mental trivsel, udtaler forperson Rikke Rugholt fra den lokale SIND-afdeling, som er arrangør af festivalen.
Datoer:
Mandag 23. marts: “Giv dit liv et serviceeftersyn” - foredrag v/læge og journalist Peter Qvortrup Geisling
Tirsdag 24. marts: Foredrag om hampens fascinerende historie v/forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen
Onsdag 25. marts: Foredraget “Dancing Queen - om at stå ved sig selv” v/skuespiller, danser og sanger Silas Holst
Torsdag 26. marts: Foredrag “CAMINOEN - med ADHD i bagagen” v/socialrådgiver og ADHD-coach Gro Lund Hansen
Torsdag 26. marts: Koncert med musiker Søren Krogh & MC Hansen
Fredag 27. marts: Foredrag v/psykolog Anders Sørensen og Agnes Marie Frey - “Psykisk sygdom eller psykisk lidelse?”
Lørdag 28. marts: “Sygt syg og hel normal” - spoken word og storytelling v/ de to performere og digtere Peter Dyreborg & Sara Hauge
Søndag 29. marts: Foredrag v/tidligere håndboldspiller og -træner Lars Rasmussen - en personlig fortælling, der er med til at nedbryde tabuer om ADHD og autisme
Mandag 30. marts: Psykiatridebat med panel bestående af blandt andre psykolog og 1. næstformand i SIND-Landsforeningen for psykisk sundhed, Erik Mønsted Pedersen, og lokal-og regionspolitikere - gratis entre.
Mandag 30. marts: Koncert med musiker Kasper Buch & Joakim Lykke- “duo-premiere”
Billetter: 50 kroner pr. arrangement – billetter købes på www.billetten.dk.




































