Nyt show med Frank Hvam - han optræder i Frederikshavn 17. marts 2027
Om et år tager Frank Hvam på turné med showet "Et smukt styrt", og komikeren kan også opleves i Frederikshavn. Han optræder onsdag 17. marts 2027 i Det Musiske Hus.
Danmarks ukronede konge af det akavede er tilbage. Det er et stykke tid siden, at Frank Hvam senest stod alene på scenen. Tiden er gået med Klovn, badmintonprogrammer, podcast, Minkavlerne og et næsten to år langt ophold i New Zealand med familien. Men nu vender han tilbage til de små teatre, som han holder så meget af. Der er ikke noget bedre end at hygge sig med jokes i en fyldt sal.
- Jeg har valgt mange små scener og nogle få store. For mig er det vigtige, at de er intime og hyggelige. Jeg synes stand-up fungerer bedst, når vi kan mærke hinanden. Det betyder noget for kvaliteten, mener Frank Hvam.
Med "Et smukt styrt" tager Frank Hvam fat, hvor han slap: Lidt for ærlig og lidt for upassende. Showet handler om stort og småt. Nye jokes, nye erkendelser, men det kredser også om en rød tråd, der har fulgt ham hele vejen: Styrtet.
Klovn er et langt smukt styrt. Hans stand-up shows har været smukke styrt. At miste fodfæste, tabe ansigt og miste selvkontrol er det vand, Frank svømmer i.
- Jeg er 55 år, og når jeg kigger rundt i omgangskredsen, må jeg sige: Det er en warzone. Folk styrter omkring mig – de bliver skilt, fyret, syge eller bimlende skørt. Man kunne skyde 9 ud af 10 af dem, og verden ville være et bedre sted. MEN underholdningsværdien er kolossal.
Alle mennesker styrter før eller siden, det kommer faktisk til at gå helt galt uanset hvad. Så lad os falde med stil.
- Et barn sagde engang til mig: Hvis du falder, så lav et par armbøjninger, når du alligevel er dernede, så mister du ikke aura. Jeg ved ikke, om armbøjninger er det rigtige for mig – men jeg kan godt lide ideen om, at få noget godt ud af et styrt.
- Personligt har jeg i en længere periode råbt "Freedom", når jeg falder. I de her dage råber jeg "Grønland". Det virker stærkt, og jeg synes, det er en potentiel flot afslutning, hvis jeg ikke rejser mig igen, mener Frank Hvam.
"Et smukt styrt" er et klassisk stand-up show, der handler om at snuble i livet - som menneske, som nation og som art. Om at genfinde værdigheden, elske dem, der fortjener det, skyde de andre, minimere sleskeriet og aldrig glemme at grine af sig selv.
Bliver det groft? Ja. Bliver det sjovt? Ja.




































