Elbiler hos Uggerhøj: Volkswagen med flere nyheder på programmet
Volkswagen har virkelig meldt sig som en af de store spillere i elbils-kapløbet. Sådan lyder det fra Uggerhøj i Frederikshavn i forbindelse med lanceringen af den ny ID.7 Tourer, der netop er landet i butikken. Samtidig er der kommet en ID.Buzz med syv sæder samt en større opgradering af ID.3, ID.4 og ID.5.
- Den nye ID.7 Tourer er en alsidig elbil, der imponerer med sit design kombineret med et rummeligt bagagerum. Med sin gode plads til bagage og "Easy Open/Close"-funktion (fås som ekstraudstyr) sætter denne fuldelektriske ID.-model nye standarder for komfort og funktionalitet. ID.7 Tourer er baseret på ID.7, som har fået en succesfuld lancering i Danmark, hvor den blandt andet er blevet kåret til Årets Firmabil 2024, fortæller Martin Søndergaard Hansen fra VW Uggerhøj og fortsætter:
- Den udsøgte komfort, imponerende rummelighed og gennemtænkte førerplads er blot nogle af bilens mange kvaliteter, der er blevet lovprist. Med introduktionen af denne nye elektriske topmodel får vi endnu et stærkt kort på hånden med vores alsidige Volkswagen ID.7 Tourer stationcar, der passer perfekt som både firmabil og familiebil.
Uggerhøj oplyser samtidig, at ID.3, ID.4 og ID.5 er kommet i opgraderede udgaver.
- Alle tre modeller har fået flere hestekræfter og en større og opdateret infotainment skærm. Samtidig er ID.Buzz ankommet i en model med syv sæder, så VW har et stærkt program, der er godt rustet til fremtidens marked, understreger Martin Søndergaard Hansen.