Energien og viljen fejlede ikke noget, men White Hawks tabte 2-5 til Herning
Frederikshavn White Hawks tabte søndag eftermiddag med 2-5 til Herning Blue Fox. 10 nederlag i de seneste 11 kampe er ikke ligefrem den bedste indgang til den nervepirrende sæsonafslutning i Metal Ligaen, men ikke desto mindre har høgene i denne uge leveret tre præstationer, som trods alt giver en vis form for optimisme.
I dagens kamp kom White Hawks foran 1-0, men de var dog ikke i nærheden af point. Til gengæld fejlede arbejdsindsatsen, energien og viljen ikke noget, og vi skal huske, at Rødovre er i krise. Holdet har tabt seks kampe i træk: 1-9, 1-5, 2-5, 0-6, 1-4 og 0-5.
Hjemmeholdet var for fjerde kamp i træk uden Tadeas Galansky i målet. Heller ikke Nikolaj B. Kristensen spillede. Han har nu været ude med en hjernerystelse i tre måneder.
Herning var uden de to tidligere WH-backs Patrick Madsen og Christian Mieritz, ligesom Andris Dzerins har karantæne, efter at han ramte linjedommer Andreas Fuglsang i hovedet med sin stav i forbindelse med et faceoff.
White Hawks åbnede igen kampen med sin fjerdekæde mod Hernings førstekæde. Det udløste øjeblikkeligt et tungt Herning-pres mod Kevin Frydkjær i WH-målet.
Det var dog høgene, som noget ufortjent kom foran 1-0 i tiden 5.23. Sebastian Brinkman, der inden kampen blev hyldet for, at han fredag aften spillede sin kamp nr. 200 for White Hawks, scorede efter en perfekt aflevering fra Thomas Søndergaard, som lynhurtigt ekspederede Todd Winders pasning videre. Dejligt kvikt angrebsspil. Mere af den slags, tak.
Halvandet minut senere powerplay til White Hawks, men det udløste langt fra topkarakterer. Tværtimod, for Herning udlignede i undertal. Morten Poulsen stod helt fri foran mål med tre WH'ere på den forkerte side. Herning havde flere forsøg mod mål end WH i de to minutter, som Jakob Jessen var udvist, men Kevin Frydkjær stod en fin første periode med flere glimrende redninger.
Det var tæt på 1-2, da Christopher Mulberg mistede pucken i egen zone, men høgene slap med skrækken. Lettelsens suk hos unge Mulberg, som straks fik et par gode råd af Daniel Baastrup. Stærkt kaptajn-arbejde.
I tiden 14.24 kom Herning på 2-1. WH's Jakob Stridsberg sad i straffeboksen, og da Herning - efter et længere tilløb - endelig etablerede sig i WH's zone, blev Mathas Bau noteret for sin anden målgivende aflevering. Denne gang var Lucas Bang målscorer.
WH havde to fine chancer for at udligne. Først var det Anton Stenbakken efter perfekt forarbejde af Christopher Frederiksen, og lige efter var det Måns Hansson, men Macmillan Carruth i Herning-buret reddede.
I den anden ende havde Herning en gylden chance, da Anton Stenbakken mistede pucken i egen zone, men Kevin Frydkjær reddede.
Hjemmeholdet sluttede første periode i undertal, da Mikael Johansson blev sendt i skammekrogen. Med 24 sekunder igen slap Robin Johansson og Gorm Topholt dog af sted i en 2 mod 1. Den rutinerede svensker valgte at afslutte selv, men Macmillan Carruth vandt duellen.
2-1 (12-9 i skud) til Herning efter 20 minutter, som hjemmeholdet godt kunne være bekendt. Der blev kæmpet for sagen. Det samme kan desværre ikke siges om opbakningen fra tilskuerpladserne. De små 100 medrejsende Herning-fans gav både WH's fanklub og ikke mindst "almindelige" tilskuere baghjul.
Anden periode begyndte med endnu en WH-udvisning og dermed 15 sekunder, hvor Herning var to mand i overtal. Høgene overlevede 3 mod 5, men Brett Thompson øgede til 3-1 i spil 5 mod 4. Det var et mål, som endelig tændte hjemmeholdets fans. De mente, at Macmillan Carruth holdt pucken i mere end de tilladte tre sekunder, men dommerne fløjtede ikke. I stedet løb Herning op og scorede. Den gjorde ondt og skabte en ond steming på isen. Hele ni udvisninger blev det til.
Den ene gik ud over Mathias From, som lavede en grim Cross-checking på Todd Winder. Var to minutter ikke billigt sluppet?
White Hawks jagtede en reducering, men i stedet slog Herning kontra, og Jacob Böll sendte Magnus Carlsens tværpasning i netmaskerne. 1-4 stod der nu på måltavlen. En hård skæbne for Frederikshavn. Skudstatistikken sagde 18-18.
Mikael Johansson forsøgte sig med en lækker solotur, og senere havde Christopher Frederiksen et par muligheder efter godt forarbejde af Robin Johansson, men Frederiksen er fortsat blot noteret for tre mål i denne sæson. Siden efterårsferien har han kun scoret 20. december i 8-5-sejren ude over Herlev. Frederiksen bidrog offensivt og tempomæssigt med mange fine ting i dagens kamp.
Det blev også 5-1 til Henring. Jacob Bölls skud fra blå linje sejlede i kassen. Skudstatistikken førte gæsterne "kun" med 24-19, så det var forståeligt, at hjemmeholdets spillere var frusterede efter anden periode. De havde fortjent mere, men målt på skarphed var Herning et par klasser bedre.
I tiden 46.39 reducerede White Hawks til 2-5. Et fint powerplay gav en skudmulighed til Robin Johansson, assisteret af Måns Hansson og Jakob Stidsberg. Altså en ren svenskerscoring for øjene af 1282 tilskuere i Nordjyske Bank Arena.
Straks efter havde Herning en kæmpe chance, men Kevin Frydkjær diskede op med den vildeste sprællemandsredning - til stor jubel for hjemmeholdets fans. Tjek lige den redning på Metalligaen.tv. Stærkt af Frydkjær, som igen stod en glimrende kamp.
Endnu en Herning-udvisning i tiden 50.00 gav White Hawks muligheden for at komme tættere på Herning, og det blev høgenes klart bedste powerplay i kampen, men målet manglede desværre.
Med godt et par minutter igen var Mikkel Bertelsen og Robin Johansson og bagefter Todd Winder nærgående, og 12 sekunder før tid var Mikael Johansson helt alene med Herning-keeperen, men det endte med sejr på 5-2 til gæsterne fra Herning. Skud: 31-29 til White Hawks.
Med tre kampe igen er høgene dermed fortsat et point efter Rødovre Mighty Bulls på ottendepladsen. På fredag går turen til Herlev Eagles, og næste søndag kommer Odense Bulldogs en tur til Frederiksahavn, inden høgene afslutter grundspillet tirsdag 5. marts ude mod Rødovre.