Et hav af brændte FfI-chancer kostede dyrt i topkampen mod Nibe HK
FfI Håndbold tabte i aftes skuffende 21-24 til Nibe HK i topkampen i kvindernes 3. division. Med en sejr havde frederikshaverne stået med det ene ben i 2. division. Nederlaget på tre mål betyder med stor sandsynlighed, at Nibe HK rykker direkte op.
- Vi er naturligvis skuffede. Vi kom godt tilbage i slutningen af første halvleg, hvor vi vendte 9-12 til 13-12 ved pausen. Vi havde muligheden for at lukke kampen flere gange i anden halvleg, men det virkede som om, at Nibe ville det mere end os. Det er naturligvis mit ansvar som træner at få skabt den rette attitude. Det lykkedes jeg ikke med i går. Generelt formåede vi ikke at spille tålmodigt nok i angrebet, men vi må også konstatere, at vi brænder for mange store chancer fri på mål, udtaler FfI's cheftræner, Morten Arvidsson.
FfI brændte blandt andet to straffekast i anden halvleg. Igennem hele kampen var Nibe HK's keeper en stor udfordring for hjemmeholdet, der i samtlige 60 minutter mandsopdækkede Julie Jensen. Den 27-årige bagspiller - med en fortid i Vendsyssel Håndbold - spillede fra 2019 til 2022 ligahåndbold i Herning-Ikast og Silkeborg-Voel.
FfI vandt det omvendte opgør med tre mål. Nederlaget på tre mål i aftes indebærer, at målscoren er afgørende, hvis de to hold slutter med lige mange point. Her er de to hold p.t. lige, men Nibe HK mangler tre kampe i forhold til FfI. Pointmæssigt er FfI fire point foran Nibe HK.
- Nu bliver det en snørklet og lang vej, hvis vi skal rykke op. Men vi rejser os og kommer videre. Jeg glæder mig til at komme til at træne med holdet. Vi har kun haft tre træninger, mens der har været fem kampe i de to en halv uge, jeg har været træner for holdet, siger Morten Arvidsson.