Gå til hoved-indhold
27. november 2023 - kl. 13.11

Et træ fyldt med ønsker fra håbefulde børn fra økonomisk trængte familier

  • 1 af 1
    Ønsketræet er et samarbejde mellem foreningen Gestus Nord, FREDERIK, Santa Julle, Spar Nord samt Kop og Kande.
Af: Peter Marquard

Siden 18. november har et smukt juletræ mødt kunderne i Kop og Kande i Frederikshavn, når de kommer i butikken. Juletræet er et Ønsketræ, der er fyldt med ønsker fra håbefulde børn fra økonomisk trængte familier i kommunen.

Ønsketræet er et samarbejde mellem foreningen Gestus Nord, FREDERIK, Santa Julle, Spar Nord samt Kop og Kande. På Ønsketræet er der hængt julekugler af pap med navn, alder og interesse fra børn tilknyttet Gestus Nord, hvilket vil sige børn, der har ikke har samme vilkår som mange andre og derfor har brug for en ekstra håndsrækning.

- Når tiderne bliver hårde, skal vi stå sammen og hjælpe hinanden. Derfor rækker vi ud til borgerne i Frederikshavn kommune, og vi håber på, at de vil være med til at sprede juleglæde lokalt til familier, der virkelig har brug for det, siger handelschef Dan Kobberup, FREDERIK.

Hvis man ønsker at give en julegave via Ønsketræet, foregår det ved at tage et kort fra Ønsketræet i Kop og Kande, og købe en gave i en af butikkerne ud fra informationen på kortet om barnets alder og interesser. Herefter afleveres julegaven hos Kop og Kande, og sidst i december sørger Gestus Nord for at børnene får deres julegaver.

- Vi er meget taknemmelige for samarbejdet, der betyder, at børn tilknyttet Gestus Nord får glæden ved at få en julegave. Lige nu er der særligt brug for den støtte, vi kan give de børn, der har mindst og mangler mest. Børnefamilierne er hårdt prøvede med stigende priser på varme og madvarer, og familier, der ikke havde meget før ved slet ikke, hvordan de skal komme igennem julen, siger projektleder Jette Nørsøller Uhrenholdt, Gestus Nord.

Parterne bag Ønsketræet opfordrer derfor gavmilde borgere i Frederikshavn Kommune til at gøre en forskel og glæde et barn med en julegave. Uddeling af julegaverne sker 20. december i Palads Teateret, hvor Gestus Nord laver lidt julehygge for familierne og får hjælp af Santa Julle til at sprede ægte juleglæde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...