Gå til hoved-indhold
14. november 2025 - kl. 12.11

Et værdigt ældreliv kræver tid, faglighed og flere ansatte

  • 1 af 1
Af  SF Frederikshavn Kommune

SF Frederikshavn Kommune har skrevet dette indlæg: Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler vores ældre - og hvordan vi passer på dem, der hver dag passer på andre. I SF Frederikshavn Kommune mener vi, at ældreplejen skal bygges på respekt, faglighed og tryghed. Men virkeligheden er mange steder en anden: Der mangler ansatte, tid og stabilitet.

Vi har lyttet til FOA, til de ansatte og til de ældre selv. De siger det samme: For mange løber for stærkt, og de ældre møder for mange nye ansigter. Derfor er SF’s vigtigste prioritet klar – bedre normeringer, flere faste medarbejdere, et bedre arbejdsmiljø og mere tid til opgaven.

Endelig vil SF sikre, at der er plejeboliger i hele kommunen, så man kan blive boende tæt på sine pårørende, også når man får brug for mere pleje. Et værdigt ældreliv handler nemlig ikke kun om pleje, men om livskvalitet, fællesskab og nærhed.

Mental sundhed er vigtigt. Det er forebyggelse på højt plan, at de ældre får muligheden for at komme ud, i naturen og deltage i fællesskaber.

Med den nye ældrelov er faste teams ikke blot et ønske, men en forpligtelse. Det skal vi tage alvorligt. Ældres hjem må ikke være banegårde med skiftende ansatte. Der skal være stabile makkerpar og faste teams, som skaber tryghed og relationer. Kontinuitet er en forudsætning for kvalitet – både for borgeren og medarbejderen.

Men faste teams kræver også faglighed. I dag er hver femte ansat i ældreplejen ufaglært, og det lægger et stort pres på de uddannede. Derfor skal der laves uddannelsesplaner og investeres i faglig udvikling. Høj faglighed mindsker stress og skaber struktur og forudsigelighed – det gavner både medarbejder og borger.

Samtidig er der brug for et bedre samarbejde mellem region og kommune. Når regionen nu overtager ansvaret for omsorgspladser og akutsygeplejen, skal vi sikre sammenhæng i indsatsen. Den gode udskrivelse må ikke ende i et organisatorisk vakuum. SF foreslår en koordinerende funktion tæt på sundhedsrådet, som kan sikre en helhedsorienteret plan for hver enkelt borger og skabe bedre forebyggelse og behandling.

Vi skal også passe bedre på de ansatte. Alt for mange er stressede eller sygemeldte. Arbejdslivet skal hænge sammen med privatlivet, og medarbejderne skal have reel indflydelse på deres arbejdstid. Vi vil styrke dialogen, forebygge stress og etablere faste afløserteams, så sygdom og ferie ikke skaber usikkerhed.

SF ønsker desuden, at FEA-aftalen genindføres – en frivillig ordning, hvor medarbejdere kan tage ekstra vagter mod god betaling. Det skaber kontinuitet for borgerne og mindsker behovet for dyre vikarer.

Samtidig skal vi tage hånd om de erfarne medarbejdere. Mange seniorer i ældreplejen har et ønske om at blive længere, hvis blot arbejdsvilkårene tilpasses. Derfor vil vi arbejde for seniorordninger, hvor man f.eks. fritages for nattevagter, møder lidt senere eller kan bevare pensionsindbetalingen, selvom man går ned i tid. Det er små, men afgørende tiltag, der kan fastholde vigtig erfaring og skabe et mere rummeligt arbejdsliv.

Et værdigt ældreliv kommer ikke af sig selv – det kræver politisk vilje og en bedre normering.

Den vilje har vi i SF.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...