Fejrede 2 x 35 og 40 års jubilæum hos NS System
NS System A/S på Knivholtvej i Frederikshavn har netop afholdt en sammenkomst, hvor man fejrede tre medarbejderes i alt 110 års ansættelse i virksomheden med tekstiltryk som speciale. Alle 68 medarbejdere deltog i frokost-arrangementet, der blev fejret med buffet og frugttærte. Købt lokalt naturligvis.
- Da NS skulle bygges på vores nuværende adresse på Knivholtvej, var de tre medarbejdere med ved første spadestik, fortæller CEO Niels Rask fra NS System.
Hanne Svendsen, Dorthe Pettersen og Nina Bach kunne fejre henholdsvis 35, 35 og 40 års jubilæum, og de blev ansat, da Niels Rasks far, Claus Rask, var ansvarlig for virksomheden.
- Faktisk har 23 procent af vores samlede medarbejderstab på 68 personer haft 15 års jubilæum, og gennemsnitsancienniteten hos vores medarbejdere er 10,5 år, selv om vi det seneste år har ansat 12 nye medarbejdere. Den høje anciennitet er en styrke for vores virksomhed, da medarbejderne har et helt særligt og næsten familiært bånd til hinanden. Vi griner, græder og arbejder sammen, og medarbejdernes erfaring gør, at de er knivskarpe på produkttyper og kvalitet, ligesom de er gode til at forbedre produkter og processer, understreger Niels Rask.
Det er med stolthed, at NS System har medarbejdere med så lang erfaring ansat i virksomheden.
- Vi er utrolig glade for, at Hanne, Nina og Dorthe har haft lyst til at træde ind af døren morgen efter morgen i så mange år. Statistisk set er de jo en uddøende race, da flere og flere skifter job oftere og oftere. Vi er i den grad stolte af, at vores team er sammensat af både erfarne medarbejdere, ligesom nye og mere grønne medarbejdere kommer til. Den diversitet giver en rigtig god dynamik og tvinger os til at tænke hver dag, da de nye lærer af de erfarne og omvendt. De daglige spørgsmål i teamet er med til at udvikle os, og det er vigtigt, siger Niels Rask.