Hele seks opstartshold i Frederikshavn Golfklub
Tøvejret har meldt sin ankomst, og Frederikshavn Golfklub begynder for alvor nedtællingen til en ny sæson.
Klubben havde en stor tilgang af nye spillere i 2025, og derfor starter sæsonen 2026 med ikke mindre end seks opstartshold i foråret. Det giver nye golfspillere mulighed for at vælge det hold, der passer bedst til kalender, tempo og niveau.
Begynderforløbet henvender sig til alle, der er nysgerrige på golf og gerne vil i gang på en tryg og overskuelig måde. Forløbet tager udgangspunkt i det helt grundlæggende og introducerer deltagerne til både teknik, regler og spil på banen. Der er også mulighed for at låne udstyr, så man kan prøve golf af uden at skulle investere fra start.
Prisen for hele sæsonen er 2.000 kroner for deltagere op til 24 år og 2.899 kroner fra 25 år.
Der er selvfølgelig også hold til de helt yngste. Børn og unge kan, afhængigt af alder og niveau, hurtigt blive en del af klubbens juniortræning, og klubben opfordrer forældre og interesserede til at tage kontakt for at høre mere om mulighederne.
Klubbens træner, Phillip Larsen, ser frem til at tage imod nye spillere sammen med begynderudvalget og rekrutteringsudvalget, som er i fuld gang med at planlægge en god start på sæsonen.
- Det vigtigste er, at man føler sig velkommen fra første gang. Vi møder folk i øjenhøjde, og så skal det selvfølgelig også være hyggeligt undervejs, siger Phillip Larsen.
Begynderhold i golf 2026:
• Hold 1: Lynhold – opstart uge 15
• Hold 2: Klassisk begynderhold – opstart uge 16
• Hold 3: Lynhold (ekstra hold) – opstart uge 18
• Hold 4: Kun for damer og piger – opstart uge 19
• Hold 5: Seniorhold – opstart uge 19
• Hold 6: Herrehold – opstart uge 19




































