Gå til hoved-indhold
23. februar 2026 - kl. 09.02

Foredrag om Helena Blavatsky og teosofiens betydning

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Tirsdag 24. februar kl. 19.00 danner Sydfløjen ved Bangsbostrand Kirke ramme om det andet af i alt tre foredrag, hvor sognepræst og tidligere lektor i dogmatik ved Grønlands Universitet, Minna Winsløw, sætter fokus på religiøse strømninger i samtiden.

Denne gang rettes blikket mod en af de mest gådefulde og indflydelsesrige skikkelser inden for moderne vestlig spiritualitet - Helena Blavatsky.

Helena Blavatsky (1831–1891) var medstifter af den teosofiske bevægelse og en central figur i udviklingen af esoteriske og okkulte idéstrømninger i Vesten.

Hun ønskede at formulere en form for modreligion til kristendommen – en universel visdomslære, der ifølge hende selv samlede sandhedselementer fra verdens religioner i én samlet åndelig helhed.

I foredraget vil Minna Winsløw udfolde, hvad Blavatskys lære, teosofien, egentlig går ud på. Hvilke tanker om kosmos, menneskets udvikling og skjult viden præsenterede hun? Og hvordan kom disse idéer til at danne grundlag for det, som vi i dag kender som New Age-bevægelsen?

Et særligt fokus vil være på Blavatskys hovedværk, Isis Unveiled, hvor hun blandt andet vier et helt kapitel til frimurerordenen. Hun modtog selv en hædersbevisning fra frimurerisk hold, og foredraget vil derfor også belyse hendes relation til frimurerne samt de religiøse grundtanker, som hun delte med dem – herunder forestillinger om hemmelig indsigt, symbolik og gradvis åndelig indvielse.

Foredraget henvender sig til både nysgerrige og forhåndsvidende, der ønsker en dybere forståelse af de idéstrømninger, som fortsat præger moderne spiritualitet.

Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede. Der vil være mulighed for at købe kaffe, te og brød for 30 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...