Gå til hoved-indhold
20. februar 2026 - kl. 16.02

Klimaklar kristendom: Foredrag i Abildgård Kirke

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Abildgård Kirke byder torsdag 26. februar kl. 9.30-12.00 velkommen til et aktuelt foredrag. Denne gang gæster sognepræst ph.d. Martin Leif Ishøy kirken med foredraget "Klimaklar kristendom for hele mennesker".

Martin Leif Ishøy (født 1962) er sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Sogn og har tidligere været sognepræst i Silkeborg. Han er uddannet cand.theol. og ph.d. fra Aarhus Universitet og opnåede i 1997 sin ph.d.-grad inden for teologisk miljøetik.

Ishøy arbejder særligt med etik og økoteologi og er medinitiativtager til og aktiv i Grøn Kirke. Han er desuden forfatter til bogen Klimaklar kristendom (2009). Bogen argumenterer for, at klima og miljø må være centrale emner i en moderne teologisk forståelse og dermed også i kirkens engagement i verden.

I et tidligere interview om klimaspørgsmål har Ishøy udtalt: "Jo mere man ved om klimakrisen, desto mere bekymret bliver man… Men kristendommen forkynder et håb, som er ukueligt". Dette håb kan ifølge ham være en ressource i mødet med verdens store eksistentielle udfordringer.

Et tema med dybde og perspektiv
I foredraget “Klimaklar kristendom for hele mennesker” sættes fokus på, hvordan klima- og naturkriserne udfordrer os på flere niveauer – teknisk, politisk, økonomisk, socialt, psykologisk og religiøst – og hvordan disse dimensioner hænger sammen.

Martin Ishøy vil udfolde, hvordan kristendommen er "klimaklar" kan tilbyde perspektiver på tro, naturbegreb, dyd, menneskets rolle som forvalter af skaberværket og kristendommens politiske opdrag i en tid med store kriser.

Arrangementet er en del af Abildgård Formiddage - en foredragsrække om livets store emner.

Alle er velkomne til en inspirerende formiddag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...