FfI vinder 7-1 i pokalturneringen - SEIF slår Aalborg Freja 7-2 i serie 2
Både SEIF og FfI var i aktion på grønsværen tirsdag aften, og begge klubbers førstehold fandt vej til netmaskerne syv gange.
FfI trådte ind i Oddset Pokalens fjerde runde med en udekamp mod serie 3-holdet Sulsted IF.
Hjemmeholdet bragte sig foran, men to scoringer i det 36. minut vendte kampen. I anden halvleg scorede FfI yderligere fem mål og er dermed sikkert videre til femte runde.
Her mødes 72 hold fra Jylland i 36 kampe, hvor det er klubberne fra serie 1, som indleder jagten på en plads i pokalfinalen.
Femte runde er programsat til tirsdag 19. maj.
SEIF gik målamok på hjemmebane i serie 2-kampen mod Aalborg Freja. SEIF førte 6-0 efter 40 minutter og vandt 7-2.
Allerede efter halvandet minut førte de gulblusede med 2-0.
Nicklas Dam Jensen (2), Jacob Risager (2), Søren Mølbjerg Toft Jensen, Jeppe Birklykke og Tobias Christensen scorede for SEIF.
Efter kun ét point i fire kampe var det en tiltrængt sejr for SEIF.
Aalborg Freja åbnede sæsonen med tre sejre i træk, men har nu tabt 1-5 og 2-7 i de seneste par kampe. Aalborg Frejas næste modstander er FfI. Et opgør, som spilles lørdag kl. 16.00 på Gardian Park i Aalborg.




































