FIK-formand takkede alle frivillige: - I bærer vores klub fremad
Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) afviklede traditionen tro standerhejsning søndag 9. august. Rigtig mange af klubbens medlemmer var mødt frem sammen med deres forældre.
FIK’s formand, Kasper Østergaard, bød velkommen.
- Det er glædeligt at se så mange medlemmer bakke op om vores arrangementer og tiltag allerede ved sæsonstart. Det tegner godt for den kommende sæson, sagde Kasper Østergaard.
Han pointerede, at FIK bæres frivillige kræfter.
- Og vi kan ikke takke alle nok for deres indsats. Det er det, der bærer klubben fremad. Vi har brug for alles hænder, da vi har mange opgaver, der skal løses i sæsonen, så jeres fremmøde tegner godt, lød det fra FIK-formand.
Han gav herefter ordet videre til FIK's sportschef, Nicholai Sørig, som præsenterede trænere og holdledere på alle holdene.
- Der står en spændende sæson foran os, hvor jeg tror, vi kan opnå gode resultater for FIK og alle medlemmer. Vi har et stort fokus på både bredden og eliten i FIK, hvilket er til fordel for hver enkelt spiller i FIK, udtalte Nicholai Sørig.
Efter talerne bød FIK igen i år på sodavand, grillede pølser og brød til alle fremmødte, hvorefter der var friskøjtning for alle.






































