FIK inviterer til Ishockeyens Dag: Kom og prøv verdens sjoveste sport
Lørdag 20. september slår Frederikshavn Ishockey Klub dørene op til en formiddag fyldt med fart, leg og fællesskab, når klubben holder Ishockeyens Dag i Iscenter Nord. Arrangementet finder sted lørdag fra kl. 9.15 til 10.45 og er åbent for alle børn op til 12 år, der har lyst til at snøre skøjterne og prøve kræfter med ishockey – helt gratis.
Uanset om man har stået på skøjter før eller ej, er alle velkomne. Klubben stiller alt nødvendigt udstyr til rådighed, og FIK's dygtige trænere står klar på isen til at hjælpe både nye og nysgerrige børn godt i gang. Det eneste, man skal medbringe, er godt humør og lysten til at prøve noget nyt.
Formiddagen byder ikke kun på masser af sjov på isen – det er også en chance for børn og forældre at opleve det stærke fællesskab, der kendetegner ishockeymiljøet i Frederikshavn.
- Ishockey kan noget helt særligt. Det er ikke bare en sport – det er et fællesskab, hvor man får venner for livet og lærer værdien af at arbejde sammen som hold. Vi håber, at mange børn og deres forældre vil kigge forbi og få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være en del af Frederikshavn Ishockey Klub, siger klubbens sportschef, Nicholai Sørig.
Alle nye spillere i klubben tilbydes tre måneders gratis kontingent, så man har god tid til at finde ud af, om ishockey er noget for én. I denne periode kan man låne komplet udstyr mod et mindre depositum.
Efter Ishockeyens Dag er der rig mulighed for at fortsætte på isen. Frederikshavn Ishockey Klub har faste ugentlige træninger hver tirsdag kl. 16.45-17.45 og lørdag kl. 9.15-10.45, hvor nye spillere altid er velkomne til at være med.
FIK anbefaler, at deltagerne møder op cirka 45 minutter før start, så der er god tid til at finde det rette udstyr og blive klar til isen.
- Vi håber at se en masse glade børn og forældre i hallen, og vi glæder os til at dele vores passion for sporten med byens næste ishockeystjerner, udtaler sportschefen.




































