Gå til hoved-indhold
01. juni 2025 - kl. 09.06

Finsk topklub sikrer sig rettighederne til Sophine Bergen Jørgensen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

18-årige Sophine Bergen Jørgensen fra Frederikshavn Blackhawks er netop blevet valgt i den officielle F-Liiga Draft, hvor finske klubber for anden gang i historien har haft mulighed for at reservere rettighederne til internationale talenter.

Sophine Bergen Jørgensen blev udvalgt i anden runde af klubben O2-Jyväskylä, hvilket betyder, at den finske klub nu har de eksklusive rettigheder til hende i Finland i op til fire år.

- Det er vigtigt at understrege, at Sophine fortsat spiller i Frederikshavn Blackhawks, og at et draftvalg ikke nødvendigvis fører til et skifte med det samme, oplyser sportschef Thomas Lodberg.

Draften er åben for udenlandske spillere i alderen 18–22 år. Hver finsk klub har kun ét valg pr. runde, og de finske spillere indgår ikke i draften, hvilket gør udvælgelsen af Sophine Bergen Jørgensen til et særligt kvalitetsstempel.

- Det er en stor anerkendelse af det enorme arbejde, vores trænere har lagt igennem årene. Det arbejde viser nu tydeligt sit værd, og Sophines draftvalg er både en fortjent cadeau til hende og et bevis på den stærke udviklingskultur, der er blevet opbygget i Blackhawks gennem mange år, mener Thomas Lodberg Hansen.

Sophine Bergen Jørgensen er en del af Frederikshavn Blackhawks’ damehold, hvor hun har gennemgået en flot udvikling gennem de seneste sæsoner. Med sin teknik, spilintelligens og træningsvilje har hun markeret sig som en af de mest lovende unge spillere i dansk floorball.

I 2024 blev den tidligere Blackhawks-spiller Sille Larsen draftet af den finske klub Welhot. Hun spiller i dag i svenske Malmö FBC i verdens bedste liga, SSL.

- Det viser, at et draftvalg ikke nødvendigvis fører til et skifte til Finland, men i høj grad fungerer som en anerkendelse og en døråbner til internationale muligheder, udtaler Blackawks' sportschef.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...