Gå til hoved-indhold
04. september 2026 - kl. 16.09

Fodboldfest gav over 400.000 kroner til børn og unge i IF Skjold Sæby

  • 1 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 2 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 3 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 4 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 5 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 6 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 7 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 8 af 9
    Foto: Mick Anderson
  • 9 af 9
    Foto: Mick Anderson
Af: Michael Frederiksen

Regnen stoppede faldskærmsudspringerne, men ikke fodboldfesten i Sæby. Lørdag summede Sparekassen Danmark Arena af fodbold fra tidlig morgen, inden festen fortsatte i Nordjyllandshallen, hvor et stort cykelsponsorløb alene indbragte 276.500 kroner til udviklingen af børne- og ungdomsfodbolden i IF Skjold Sæby.

Vejrguderne spillede ikke helt med, da IF Skjold Sæby lørdag afviklede årets store Børne Fodbold Festival med Nordjyske Bank som hovedsponsor. Det planlagte faldskærmsudspring måtte aflyses, men resten af programmet flaskede sig.

Allerede fra tidlig morgen blev der spillet fodbold på banerne omkring Sparekassen Danmark Arena, hvor nordjyske børnehold, trænere, ledere og forældre var samlet til en hel dag med fodbold og fællesskab.

Og da de sidste bolde var sparket til hen mod sen eftermiddag, var dagen langt fra slut.

Gæster, sponsorer og klubfolk rykkede videre ind i Nordjyllandshallen, hvor der først blev serveret helstegt pattegris med tilbehør fra MENY i Sæby, inden aftenens store begivenhed blev skudt i gang: IF Skjold Sæbys stort anlagte cykelsponsorløb.

10 ryttere havde på forhånd samlet sponsorater ind, og med høj musik, masser af opbakning fra publikum og entusiastisk indpiskning fra Bike4Clubs toastmaster blev der trampet løs på cyklerne.

Da det sidste sponsorbeløb var talt op, stod resultatet klart:

276.500 kroner til udviklingen af børne- og ungdomsfodbolden i IF Skjold Sæby.

- Det er simpelthen fantastisk. De 10 ryttere har sammen med deres sponsorer leveret en helt fænomenal opbakning til klubben. Det er et beløb, der virkelig kan mærkes, og som giver os endnu bedre muligheder for at udvikle vores tilbud til børn og unge, siger formand for IF Skjold Sæby, Flemming Thingbak.

Yderligere 125.000 kroner fra Skjolds Venner
Som om de 276.500 kroner ikke var nok, blev klubben samtidig begavet med en donation på 125.000 kroner fra Skjolds Venner.

Pengene kommer blandt andet fra de mange bankospil, som Skjolds Venner gennem året arrangerer i klubhuset.

Dermed blev der i forbindelse med dagen samlet tilført hele 401.500 kroner til arbejdet med børn og unge i IF Skjold Sæby.

- Det er svært ikke at blive både glad og stolt, når man oplever den opbakning. Vi vil gerne være meget mere end et sted, hvor børn kommer for at træne fodbold et par gange om ugen. Vi vil være et trygt og attraktivt samlingssted for børn og unge, og med den støtte tager vi endnu et stort skridt i den retning, siger Flemming Thingbak.

En hel dag med fodbold og fællesskab
For formanden er det dog ikke kun de mange indsamlede kroner, der gør årets festival til en succes.

Han glæder sig mindst lige så meget over synet af de mange børn, trænere, ledere, frivillige og forældre, der fyldte klubbens anlæg gennem hele dagen – trods det ustadige vejr.

- Børne Fodbold Festival handler først og fremmest om glæden ved fodbold og om fællesskabet omkring sporten. Når man går rundt på anlægget og ser så mange børn spille, grine og hygge sig sammen, så bliver man mindet om, hvorfor vi bruger så mange frivillige timer på det her. Samtidig er vi meget taknemmelige for den opbakning, vi får fra blandt andre Nordjyske Bank som hovedsponsor. Den slags partnerskaber er med til at gøre det muligt at skabe en dag i den her størrelse for børnene, siger Flemming Thingbak.

Og i IF Skjold Sæby er kalenderen allerede ved at blive kigget igennem med tanke på næste års udgave.

Traditionen tro bliver det igen den sidste lørdag i august, at klubben inviterer til Børne Fodbold Festival.

- Vi skal selvfølgelig evaluere på årets festival og se, hvad vi kan gøre endnu bedre. Men én ting er helt sikkert: Vi glæder os allerede til næste år. Og så må vi se, om vi kan få vejrguderne - og faldskærmsudspringerne - med hele vejen næste gang, siger Flemming Thingbak med et smil.

De 10 ryttere på spinningcyklerne var: 

- Ib Pedersen
- Carsten Nedergaard
- Mads Lundby / Christian Banch
- Rasmus Hjørringgård
- Jacob Thomsen / Søren Thomsen
- Per Heegaard
- Morten Vestergaard
- John Sørensen
- Mette Hardam
- Anne Margrethe Ringberg

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...