Folkemøde for Frivillighed: En festdag i frivillighedens tegn
Fredag 29. september var der Folkemøde for Frivillighed i Frivilligcenter Frederikshavn. På dagen havde de fremmødte mulighed for at besøge 13 forskellige stande, som var drevet af forskellige frivillige foreninger og høre mere om, hvad det vil sige at være frivillig. Dagen bød herudover på politisk debat, oplæg fra en repræsentant fra DGI og livemusik fra musikskolens Mark Wilhelmsen og Christoffer Poulsen.
Efter planen skulle arrangementet have været udendørs, men da vejret ikke tillod dette, blev "scenen" rykket indenfor. Festlighederne blev sparket i gang klokken 15.00, hvor borgmester Birgit S. Hansen holdt tale. Hun havde fokus på at opfordre og opmuntre de mange frivillige fremmødte til at fortsætte deres store frivillige indsats, fordi denne er enormt givende for kommunen – særligt i en tid, hvor budgetforhandlingerne leder op til besparelser på en række velfærdsområder.
Efter borgmesterens velkomsttale var det blevet tid til et oplæg fra Jesper W. Holt, som er idræts- og foreningsudviklingskonsulent hos DGI. Hans oplæg tog udgangspunkt i nogle af de udfordringer, der for tiden er forbundet med den frivillige sektor. Disse handler om, at de frivillige i dag bruger færre timer på det frivillige arbejde, samtidig med at foreninger i hele landet har svært ved at fastholde de frivillige. Hernæst beskrev han nogle af de muligheder, som han i forbindelse med sit arbejde hos DGI oplever, at foreninger har for at rekruttere nye frivillige.
Senere på eftermiddagen var det blevet tid til politisk debat. I denne deltog formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Peter Laigaard (C), formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Christina Lykke (SF), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Ole Rørbæk (A), og borgmester Birgit S. Hansen.
Under debatten blev der blandt andet diskuteret de store besparelser, der med det kommende budget vil komme på § 18 midlerne. § 18 midler er penge, som frivillige foreninger og organisationer kan søge som tilskud til deres arbejde. Mange frivillige foreningers eksistensgrundlag er afhængigt af disse §18 midler. Det var derfor nærliggende for mange af de fremmødte at diskutere besparelserne på omkring 800.000 kr. Ole Rørbæk bad i den forbindelse om forståelse for, at der skal findes besparelser stort set alle steder i kommunen, samtidig med at man i Frederikshavn Kommune stadig bruger mange penge på den frivillige sektor, når man sammenligner med kommuner som Brønderslev og Hjørring.
Herudover bød debatten på en vision fra borgmesteren, som i højere grad ønsker at samtænke de puljer, der er øremærket til frivilligheden. I forbindelse med et spørgsmål om at tænke forskellige sektorer og udvalg sammen, sagde hun:
- Vi forsøger at skabe en overligger, hvor vi puljer pengene til frivillighed sammen og ligeledes puljer forskellige områder inden for frivillighed sammen. Det er ikke en frivillighedspolitik, men det er snarere en ny måde at tænke frivillighed på, hvor vi skal fokusere på at skabe synergi og sammen finde ud af, hvordan vi får bolden til at rulle – det er der basis for at snakke videre om, sagde borgmesteren.
Udover disse faglige indslag var der hele dagen mulighed for at besøge stande fra 13 forskellige frivillige foreninger. Her slog de frivillige et slag for, hvad det vil sige at være frivillig, og hvordan den frivillige indsats bidrager i Frederikshavn Kommune.
Mark Wilhelmsen og Christoffer Poulsen fra Musikskolen bidrog med livemusik. De bød blandt andet på numre fra Kim Larsen og Folkeklubben, og de talentfulde drenge formåede i særdeleshed at samle de fremmødte omkring deres optræden.