Forligskredsen enig om leverandør for nye havmiljø- og minelægningsfartøjer
Forsvarsministeren er sammen med partierne i forsvarsforligskredsen blevet enige om leverandørvalg for de fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer, der blev besluttet i forbindelse med Delaftale om en flådeplan under forsvarsforliget 2024-2033 i foråret. Der indledes nu forhandlinger med konsortiet Danske Flådestøtteskibe K/S.
Danske Flådestøtteskibe K/S består af OSK Design A/S, Hvide Sande Shipyard A/S og Karstensens Skibsværft A/S i Skagen. Kontrakten ventes indgået inden udgangen af 2025, hvis der i forhandlingerne opnås enighed om vilkår, som matcher den politiske ambition.
- Det er endnu en forsvarspolitisk sejr for det nordjyske, at vi nu har valgt Karstensens Skibsværft i Skagen, sammen med sine konsortiepartnere, til at bygge fremtidens havmiljøskibe. Det er et dansk værft med netop de kompetencer og erfaringer, som vi skal bruge til denne vigtige opgave, siger forsvarsordfører Simon Kollerup (A) til TV 2.
Nye havmiljø- og minelægningsfartøjer er en del af flådeplanen, som blev besluttet i foråret 2025. Fartøjerne udgør kernen i havmiljøberedskabet og skal bidrage til, at Danmark kan efterleve gældende lovgivning og internationale forpligtigelser på havmiljøområdet.
Der lægges med beslutningen op til at indlede forhandlinger med konsortiet Danske Flådestøtteskibe K/S om at bygge de fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer, som vil forbedre overvågningen, styrke havmiljøberedskabet og suverænitetshåndhævelse i de danske farvande. Det er forsvarsministeren sammen med forsvarsforligskredsen i dag blevet enige om.
- Med fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer styrker vi både havmiljøberedskabet og suverænitetshåndhævelse i de danske farvande. De trusler, vi møder til søs i dag, er anderledes og langt mere alvorlige end for blot nogle få år siden. Med beslutningen styrker vi ud over vores mulighed for at handle mere effektivt på havmiljøområdet også Forsvarets samlede kampkraft, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
De fire havmiljø- og minelægningsskibe skal erstatte de nuværende nedslidte havmiljøfartøjer og skal ud over at løse havmiljøopgaver som f.eks. opsamling af kemikalier og olie også bruges til løsning af en række militære opgaver som f.eks. overvågning, træning af personel og udlægning af miner.
- Der har i årevis været store udfordringer med de nuværende, ældre havmiljøskibe, som ofte er ramt af fejl og nedbrud. Derfor er jeg rigtig glad for, at den politiske enighed i dag giver os et godt afsæt for hurtigst muligt at kunne anskaffe de fire havmiljø- og minelægningsfartøjer. Det styrker vores mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud, hvis der sker et olie- eller kemikalieudslip i havet, siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.
Det er en politisk målsætning fra Delaftale om en flådeplan fra foråret 2025, at det er ambitionen, at disse skibe skal produceres i Danmark. Derfor er valget faldet på konsortiet Danske Flådestøtteskibe K/S, som af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vurderes at være den bedst egnede danske totalleverandør.