Gå til hoved-indhold
25. februar 2026 - kl. 09.02

Fra blomsterdekoratør til HR-ansvarlig – M.A.R.S. uddanner selv talenter

  • 1 af 1
    Mia Funk (t.h.) ses her i samtale med en medarbejder hos M.A.R.S.
Af: Michael Frederiksen

En omstrukturering blev startskuddet for M.A.R.S. i Frederikshavn til at investere i fremtidens kompetencer og gav samtidig en medarbejder mulighed for at realisere sin drømmeuddannelse.

Frederikshavn står overfor mange nye arbejdspladser, hvilket stiller krav til virksomhedernes rekruttering og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft.

Tilbage i 2021 stod M.A.R.S. over for en omstrukturering og skulle tage stilling til, om man ville ansætte færdiguddannet arbejdskraft eller selv uddanne. Valget faldt på det sidste. Virksomheden besluttede at uddanne sin kommende Human Resources-ansvarlig internt og ansatte en voksenelev - en beslutning, der hurtigt viste sig at være en succes.

Valget om at satse på intern uddannelse åbnede døren for en medarbejder med både erfaring og motivation - Mia Funk, som skulle tage skridtet fra blomsterdekoratør til voksenlærling med speciale i administration.

Drømmeuddannelse i voksenlære
Mia Funk begyndte i voksenlære i november 2021, og hendes uddannelse blev forkortet gennem realkompetencevurdering og afsluttet allerede et år senere. I dag sidder hun som Human Resources-ansvarlig og administrativ koordinator.

- Jeg har altid haft en passion for mennesker og relationer kombineret med erhverv. Jeg tog derfor en HHX på Frederikshavn Handelsskole og uddannede mig herefter til blomsterdekoratør. Efter nogle år kunne jeg mærke, at jeg ville arbejde med mennesker på en ny måde. Da jeg så muligheden for at komme i voksenlære som kontorelev med speciale i administration hos M.A.R.S., var jeg ikke i tvivl. Det gav mig mulighed for at kombinere erhverv og relationer og samtidig tage en uddannelse på en måde, der kunne forenes med familielivet, fortæller Mia Funk og fortsætter:

- Jeg har altid fundet jura, især inden for det ansættelsesretlige, interessant, og M.A.R.S. gav mig fra den første dag mulighed for at arbejde med netop det. Jeg blev mødt med tillid og inddraget i beslutninger. Jeg blev aldrig set som "eleven", men blev inddraget ligeværdigt med de andre medarbejdere. Det har været utroligt motiverende og virkelig skabt følelsen af at være landet det rette sted.,

Hurtigt en gevinst
Hos M.A.R.S. blev ansættelsen af Mia Funk hurtigt en klar gevinst.

- Selvfølgelig havde vi overvejelser om, hvorvidt det ville kræve mere tid at uddanne en voksenlærling frem for at ansætte en erfaren profil. Men det stod hurtigt klart, at Mia var en styrke. Den modenhed og ansvarsfølelse, hun kom med, gjorde, at hun tidligt kunne arbejde selvstændigt og medvirke til at udvikle nye HR-processer, siger Cecilie Hangstrup Nedergaard, CPO hos M.A.R.S. og Mia Funks nærmeste leder.

I dag har Mia Funk været med til at implementere en stor del af virksomhedens HR-struktur.

Investering i mennesker
Efter endt elevtid valgte M.A.R.S. ikke blot at fastansætte Mia Funk. Virksomheden investerede yderligere i hendes kompetenceudvikling og finansierede en videreuddannelse som HR Partner.

Det understreger virksomhedens tilgang: Uddannelse ses ikke som en udgift, men som en langsigtet investering i kompetencer og stabilitet.

En del af den fremtidige strategi
Den positive erfaring betyder, at voksenlærlinge nu indgår i M.A.R.S.’ overvejelser om rekruttering. Hvert år vurderes det, om der er funktioner, hvor det giver mening at uddanne frem for at rekruttere færdiguddannet arbejdskraft.

Ved at kombinere målrettet uddannelse med tidligere erhvervserfaring kan virksomheden udvikle kompetente medarbejdere, der er skræddersyet til organisationens behov.

Voksenlærlinge som en del af fremtidens lokale arbejdsmarked
Vi står overfor en periode med stor vækst og mange nye arbejdspladser i Frederikshavn Kommune, og det stiller krav til, at vi øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kan gøres på mange måder – og en af måderne er netop det, M.A.R.S. har gjort: Selv at uddanne medarbejdere på relativt kort tid. Det er en investering i både virksomheden og lokalsamfundet, som vi kun kan bifalde, siger John Lamp Henriksen (C), 1. viceborgmester og formand for Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...