Gå til hoved-indhold
27. oktober 2025 - kl. 09.10

Fra Frederikshavn til USA: Her er årets indlægsholder til Vækst og Vilje

  • 1 af 1
    Karina Nielsen er datter af Grethe og Ejvind Nielsen i Frederikshavn. Sidstnævnte var i mange år formand for Frederikshavn Handelsstandsforening og senere handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, som han var arkitekten bag.
Af: Michael Frederiksen

Fra Frederikshavn til frontlinjen af den internationale IT-scene. Karina Nielsen vender hjem som årets hovedtaler til Vækst & Vilje 2026.

Frederikshavn Erhvervsråd kan med stolthed løfte sløret for årets hovedtaler til næste års Vækst & Vilje-arrangement, og det er en meget succesfuld forretningskvinde. Karina Nielsen, født og opvokset i Frederikshavn, har erobret den internationale IT-scene og står i dag i spidsen for en succesfuld virksomhed i USA.

29. januar 2026 indtager Karina Nielsen scenen i Det Musiske Hus i Frederikshavn, hvor hun vil dele sin inspirerende rejse fra Nordjylland til Atlanta. En rejse, der begyndte i en dansk IT-virksomhed og endte med ejerskab, ekspansion, to virksomhedssalg og en topposition i et konkurrencepræget internationalt marked.

Karina Nielsen har i to årtier arbejdet tæt sammen med Microsoft og skabt bemærkelsesværdige resultater gennem strategisk ledelse, digital transformation og international forretningsudvikling. Hun har tidligere været kontaktperson for den danske handelskommission i USA og rådgivet danske virksomheder i, hvordan man etablerer sig på det amerikanske marked — ikke mindst, om de store kulturelle og forretningsmæssige forskelle, der ofte gemmer sig i de små detaljer, man mindst forventer.

Det er denne unikke kombination af globalt udsyn og nordjyske rødder, hun vil tage publikum med ind i. Karina Nielsen er et soleklart bevis på, at man godt kan komme fra Frederikshavn og nå helt til tops i den internationale erhvervselite. Hun er en sand rollemodel, når det handler om mod, handlekraft og forretningssans i verdensklasse.

- Jeg er rigtig frederikshavner og stolt af det! Og bare fordi man kommer fra Vandkantsdanmark, så kan man jo sagtens tænke stort. Der er heldigvis mange gode eksempler på succes og anderledes tænkning, der er kommet ud af landsdelen – som har været min inspiration. Da jeg stod med muligheden for at rejse til USA og starte noget helt nyt, var det netop den nordjyske vilje og nysgerrighed, der gav mig modet. Jeg glæder mig til at komme hjem og dele min rejse – ikke fordi den er en perfekt opskrift, men forhåbentlig kan den også være med til at inspirere andre, siger Karina Nielsen, CEO for Ciellos.

Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd:

- Karina er indbegrebet af det, vi gerne vil hylde til Vækst & Vilje - mod, ambition og viljen til at skabe vækst. Hun har en historie, der både inspirerer og giver stof til eftertanke, og vi er utrolig glade for, at hun har sagt ja til at komme hjem og dele den.

Om Vækst & Vilje
Vækst & Vilje er Frederikshavn Erhvervsråds årlige fejring af erhvervslivet. Her mødes over 200 erhvervsfolk til en formiddag fyldt med netværk, hyldest og inspiration. Traditionen tro uddeles både Iværksætterprisen og Erhvervsprisen, ligesom Roblon Fondens Uddannelsespris bliver overrakt til en særlig talentfuld studerende, elev eller lærling.

Arrangementet holdes i samarbejde med Frederikshavn Kommune, Arena Nord og med Nordjyske Bank som hovedsponsor.

Tilmeld dig her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...