Frederikshavn Gymnasium indviede nyt energi-undervisningsområde
Onsdag formiddag indviede Frederikshavn Gymnasium sin nye energi-niche, som er et undervisningsområde dedikeret til arbejdet med energiforbrug og energiproduktion. I centrum står to store skærme, hvor en lang række data er til rådighed 24/7 og nemt integreres i undervisningen - især i de naturvidenskabelige fag.
BRAVIDA, som er en stor service- og installationsvirksomhed, har I denne forbindelse har været en vigtig samarbejdspartner i hele processen og har bidraget til den tekniske side. BRAVIDAs ESG-chef og tidligere elev på Frederikshavn Gymnasium, Morten Reedtz Kjellev, deltog derfor også i indvielsen med en tale på linje med bestyrelsesformand Thomas Leander og rektor Thomas Svane.
Undervisningsområdet skal være et væsentligt bidrag i debatten om den grønne omstilling, bæredygtighed og fremtidens energi, og det har været en drivkraft for BRAVIDA:
- Det er enormt relevant, at gymnasiet sætter fokus på energi og grøn omstilling. Udover, at det er bydende nødvendigt, hvis det skal lykkes at vende den udvikling, verden er inde i lige nu, så er det også et område i rivende udvikling og et område med masser af spændende jobmuligheder. Jeg håber og tror, at de frederikshavnske gymnasieelever bliver inspireret og vil være med til at drive den grønne omstilling i fremtiden, sagde Morten Reedtz Kjellev.
Indvielsen skete i forbindelse med Verdensmålsugen, hvor Frederikshavn Gymnasium har en række andre aktiviteter i gang. Det drejer sig blandt andet om oplæg om grøn omstilling, bæredygtighed, biodiversitet, besøg på Forsyningen, tøjindsamling og meget andet.