Gå til hoved-indhold
14. maj 2024 - kl. 14.05

Frederikshavn Kommune overtager Frederikshavn Havn i morgen

  • 1 af 1
    Bestyrelsesformand Karsten Dybvad deltog i dag i åbningen af Stena Oils terminal i Frederikshavn. I morgen overlader han ansvaret for Frederikshavn Havn til Frederikshavn Kommune.
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 15. maj 2024 overgår Frederikshavn Havn fra at være en kommunal selvstyrehavn til at blive en kommunal havn. Det gør den ifølge Havnelovens bestemmelser, som handler om overtagelse af en kommunal selvstyrehavn, hvis der ikke er balance i driften.

Byrådet havde 24. april 2024 et temamøde med deltagelse af formanden for bestyrelsen i Frederikshavn Havn og den midlertidige direktør. De afleverede en kortfattet redegørelse fra bestyrelsen på havnen med anbefalinger vedrørende Frederikshavn Havns fremtid.

Det fremgik, at havnens likviditet er så presset, at det kun er muligt at betale regninger få uger frem. Det beskrives, at Frederikshavn Havn er løbet tør for likviditet, og at der over de næste to et halvt år vil mangle likviditet for knap 120 mio. kr.

Onsdag aften holder byrådet et ekstraordinært byrådsmøde, hvor havnen officielt modtages. Herefter har kommunen overtaget driften og ansvaret. Det betyder, at der skal ske finansiering af 37,4 mio. kr. fra kommunens kassebeholdning til overtagelsen af forpligtigelserne på havnen her i 2024, så havnen kan betale sit.

Derefter skal der ses på økonomien og fremtiden på havnen. Det handler om gennemgang af kontrakter, indtægter, udgifter, lånene og ikke mindst en såkaldt exit-strategi, hvilket betyder, at der skal arbejdes med, at havnen igen skal blive kommerciel.

Der har været afholdt møde med virksomhederne på havnen om situation, og der er aftalt flere møder. Gruppeformændene i byrådet var samlet til møde i aftes til en opdateret status for Frederikshavn Havn, og der var fuld enighed om denne foreløbige plan.

Arbejdet forgår løbende administrativt og politisk med de beslutninger, der løbende skal tages.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...