Frederikshavn Teaterforening jubler med i koret i forhold til den nye scenekunstreform
Finansloven indeholder 60 millioner kroner mere hvert år til en scenekunstreform med fokus på at styrke de lokale scenekunsttilbud i hele Danmark og nå ud til flere, som ikke normalt kommer i teatret.
Danmarks Teaterforeninger har svært ved at få armene ned.
- Vi kan slet ikke vente med at bidrage til arbejdet og ser frem til endnu bedre rammer for vores 64 medlemsforeninger og deres mere end 500 ildsjæle og professionelle samarbejdspartneres arbejde med hvert år at formidle mere end 1.200 scenekunstoplevelser i alle hjørner af landet. Og - lige så væsentligt - vi er hinandens forudsætninger – endnu bedre rammer for vores samarbejdspartnere i scenekunsten, siger Hanne Marie Knudsen, formand for Danmarks Teaterforeninger.
- Vores drøm er, at en reform sikrer, at turnéaktiviteterne bliver økonomisk attraktive for producenter og kunstnere. I stedet for ofte at være det dræn i økonomien, der begrænser eller helt udelukker turné.
Frederikshavn Teaterforening glæder sig ligeledes.
- Et kæmpe stort cadeau til dem, der har båret denne aftale igennem. Som en af de 64 lokale teaterforeninger, der er medlem af Danmarks Teaterforeninger, er vi i Frederikshavn Teaterforening også super glade og stolte. Det kommer til at sætte sine spor ude lokalt hos os frivillige, der står sammen om at nå ud til alle. Det kan kun blive godt, og vi glæder os til at høre mere, udtaler formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.