Frivillig Fredag: Autisme på Toppen vandt pris
Autisme på Toppen blev fredag kåret til Årets frivilligprojekt/aktivitet. Det skete på Frivillig Fredag, hvor Frivilligcenter Frederikshavn arrangerede folkemøde. På grund af vejret blev arrangementet rykket indendørs, og der var godt fyldt op i lokalerne i den nordlige ende af Danmarksgade.
Autisme på Toppen var nomineret af en familie, der meget nøjagtigt beskrev, hvorfor projektet er givende og meningsfuldt for netop dem.
Familien beskrev nomineringen, hvordan foreningen – gennem forskellige arrangementer – formår at aktivere de unge deltagere, samt hvordan foreningen bliver et meningsfuldt fællesskab for brugerne. Herudover beskrev familien også meget nøjagtigt, hvad præmiepengene skal gå til – nemlig som tilskud til projektet gennem flere arrangementer og aktiviteter til brugerne, hvilket der også blev lagt vægt på.
- Første kriterie for at vinde var, at projektet skal gavne det lokale civilsamfund i Frederikshavn Kommune. Andet kriterie var, at projektet skal være givende og meningsfuldt for enten de frivillige eller foreningens brugere. Det gør og er alle indstillede projekter/aktiviteter på hver deres måde, oplyser Mette Byrgesen Jensen, daglig leder i Frivilligcenter Frederikshavn.
Følgende var indstillet:
Autisme på Toppen
Cool Kidz
Diabetesforeningen
Frelsens Hærs Børneklubber
Natteravnene
Sæby Sysselklubben
Thorshøj Gl. Skole