Handicappolitik i Frederikshavn - undskyld vi er her

Det eneste jeg har set i skrivende stund er gode indlæg fra Liv Lundholm Pedersen (A), Klaus Hjulmand (LA) og fra Soraya Khan (SF). Og så har jeg set en Facebook-kommentar fra Jan Bjeldbak (V). Er Livs og Sorayas indlæg også udtryk for deres partiers politik? Og hvor er de andre partier?

Inden jeg fortsætter, vil jeg starte med at sige, at kommunens personale "på gulvet" - altså dem, som kommer ud til de handicappede, for eksempel fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger i institutioner og sygeplejersker, SSA’ere og SSH’ere, gør et fantastisk stykke arbejde under de vilkår, I bliver budt – kæmpe tak til jer!!!

Men når det kommer til administrationen, så bliver det en kamp. I sommer fik vi en grotesk afgørelse fra Center for Familie, hvor man pludselig og uden rimelig saglig grund fratog personlig hjælp til vores 13-årige søn, som er svært syg og handicappet og er i palliativ behandling. Trods massive argumenter imod afgørelsen stod kommunen fast på afgørelsen og sendte sagen videre til Ankestyrelsen – lige indtil vi gik i medierne samt til Social- og Sundhedsudvalget med sagen!

Vi hørte fra SF, som arbejdede for at hjælpe os. Og via andre kontakter fik vi også skabt kontakt til borgmesteren. Nu vågnede Center for Familie pludselig op, og vi kunne få en dialog op og køre – uden tvivl på grund af borgmesteren og SF. Og med ét - efter at kommunen havde sendt sagen til Ankestyrelsen - blev afgørelsen ændret 180 grader. TV2 Nord beskriver sagen fint.

Men hvorfor skulle det komme dertil? Noget er helt galt i administrationen, når dette er muligt. Kan det virkelig passe, at vi skal gå i medierne – noget, jeg personligt har været meget modstander af? Jeg har et klart indtryk af, at sagsbehandlere tvinges til at træffe afgørelser dikteret oppefra i systemet – også selvom de åbenlyst ikke er korrekte.

Og det er KLART økonomisk drevede afgørelser, hvilket vi har sort på hvidt fra aktindsigt i sagen. Jeg har en klar følelse af, at disse sagsbehandlere er meget beklemte – jeg har endda hørt sagsbehandlere udtale, at de har svært ved at se sig selv i deres arbejde og ikke ved, hvor længe de kan være i det.

Sådan skal det ikke være! Jeg ved sandelig godt, at det er et dyrt område, men det er et politisk ansvar at sørge for, at de økonomiske rammer afspejler behovene, men også at administrationen ikke tvinges til at træffe afgørelser af økonomiske hensyn, således at det får store menneskelige omkostninger for de handicappede og syge. Og såmænd også deres familier, som står med tingene i dagligdagen.

Jeg er virkelig virkelig ked af, at vi har et svært handicappet barn, og at han koster så meget for samfundet. Vi har ikke selv valgt det. Jeg ville ønske, at han var sund og rask, gik i skole og havde fritidsinteresser, kunne lege med sin lillesøster - som de andre børn på hans alder. Og ikke mindst have et liv foran sig! Desværre er det ikke sådan. UNDSKYLD!