Gå til hoved-indhold
21. januar 2026 - kl. 00.01

Heidi Møller Sørensen fra Caspershus får Den Kongelige Belønningsmedalje

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Social- og sundhedshjælper Heidi Møller Sørensen har fået overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje af institutionsleder Henning Clausen. Det skete ved en velbesøgt reception på Caspershus med familie, venner og kolleger.

Heidi Møller Sørensen havde ved fratrædelse til efterløn været ansat på Caspershus i mere end 40 år og kunne derved komme i betragtning til denne fine gestus.

I indstillingen fremhævede Caspershus den store betydning det har for en arbejdsplads, at Heidi Møller Sørensens mangeårige indsats har været med til at skabe kontinuitet som et fagligt stabiliserende element.

- Særligt i en tid, hvor vi over de sidste 10-15 år har set en stadig stigende kompleksitet i opgaverne, siger institutionsleder Henning Clausen, der takkede Heidi Møller Sørensen for det, hun har givet til Caspershus gennem årene.

Fra beboere var der en tak til Heidi Møller Sørensen for hendes nærvær og for at være en, der altid var til at regne med. Hun gjorde, hvad hun sagde.

I sin tale takkede Heidi Møller Sørensen for alle årene på Caspershus og lagde stor vægt på forholdet til de nære kolleger og beboere.

- Det bliver lidt som en familie, sagde hun.

Heidi Møller Sørensen kan med hæderen se frem til en royal tur til Amalienborg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...