Højt humør til Stafet For Livet i Frederikshavn trods lyn og torden
Lørdag eftermiddag ved 17-tiden måtte Stafet For Livet Frederikshavn af sikkerhedsmæssige årsager kortvarigt neutralisere løbet, da det lynede og tordnede over Knivholt Hovedgaard.
Men vejrgudernes vrede kunne ikke stoppe stafetten eller spolere humøret hos de mange deltagere, der mødtes for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Og heldigvis drev uvejret hurtigt videre, og løbet på den to kilometer lange rute i Knivholtskoven kunne genoptages.
Deltagerne bestemmer selv, om de vil gå eller løbe, og hvor mange omgange og kilometer, de vil tilbagelægge. Nogle nøjes med en enkelt omgang, mens andre løber stort set konstant, de 24 timer stafetten varer.
Jacob Nymand fra Everllence, det tidligere MAN Energy Solutions, løb ikke mindre end 48 omgange, hvilket vil sige 100 km og 140 meter og blev da også hyldet, da han sidste gang passerede målstregen søndag formiddag.
Stafet For Livet Frederikshavn blev i år afviklet for 17. gang.
Fie Mølholt, formand for lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse, tog i sin åbningstale de fremmødte med på en tur i historiebøgerne og fortalte om historien bag verdens største fællesskab mod kræft, Relay For Life, som de siger i USA.
Vi skal tilbage til 1985, hvor lægen Dr. Gordon Klatt besluttede sig for at gøre noget ekstra for alle kræftpatienter, han mødte gennem sit daglige arbejde. Han lånte et lokalt atletikstadion, hvor han løb og gik i 24 timer, mens venner og familie betalte 25 dollar for at gå sammen med ham. På den måde lykkedes det ham at indsamle 27.00 dollar.
I dag afvikles der Stafet For Livet i flere tusinde lokalsamfund, der går med i kampen i verdens største fællesskab mod kræft.
En af de kræftramte fightere, Per Larsen, tidligere chefpolitidirektør ved Københavns Politi, holdt årets åbningstale. Per Larsen er det lyslevende bevis på, at det nytter at kæmpe, og at det nytter at bevare håbet og ikke mindst søge fællesskabet. 80-årige Per Larsen har lægernes ord for at han - trods adskillige operationer - er "velbevaret", og han har tænkt sig at fortsætte kampen mange år endnu, forsikrede han fra talerstolen på Knivholt. I dag er han ambassadør for Kræftens Bekæmpelse og sidder, ligesom Fie Mølholt, i hovedbestyrelsen i KB.
Et andet fast element i Stafet For Livet er lysceremonien. Når mørket falder på, samles alle deltagerne og mindes dem, de savner, og giver håb og støtte til alle, der er ramt af kræft. Dekorerede lysposer opstillet i hjerteform indbyder til refleksion og omtanke.
Årets lystaler, sognepræst Kenny Gottlieb Christiansen fra Abildgård Kirke, fortalte om, hvordan han i sit virke som præst møder kræftramte og opfordrede alle til at stå sammen og støtte hinanden i kampen mod kræft. Vi har brug for nogen at tale med, når håbet næsten er slukket.
Lysceremonien sluttede med fællessangen "Du som har tændt millioner af stjerner" under ledelse af Frederikshavn Mandskor og pianisten Knud Erik Thrane, og lørdag aften var der så fællessang i Østre Lade med mandskoret og Knud Erik Thrane.
I alt deltog 350 fordelt på 16 hold i årets stafet, plus de deltagere, der i et samarbejde med Coast2Coast havde tilmeldt sig løbedistancerne 10 km, halvmaraton og helmaraton.
Det er lidt færre end sidste år, men der bliver under alle omstændigheder et pænt overskud til Kræftens Bekæmpelse. Ikke mindst takket være de mange trofaste sponsorer og samarbejdspartnere, der støtter Stafet For Livet Frederikshavn.
Styregruppen mødes i starten af oktober og evaluerer årets stafet og diskuterer stafettens fremtid.