Hoyer VMS Group styrker nu sin tilstedeværelse i Kina
Som første skridt i et nyt koncern-setup udvider Hoyer VMS Group, som VMS Group i Frederikshavn er en del af, sit asiatiske hovedkontor og satser på markant vækst i Asien.
Hoyer VMS Group udvider sit asiatiske hovedkontor i Ningbo for at styrke sin position i Asien – særligt inden for service og reparation i den globale skibsindustri, hvor væksten i stigende grad sker i Østen.
Udvidelsen omfatter nye faciliteter på i alt 3.800 kvadratmeter med lager, værksteder og kontorpladser og skal understøtte Hoyer VMS Groups ambition om at være en stærk, lokal partner med global rækkevidde for skibsredere og skibsmanagement.
- Skibsindustrien vokser i Asien, og det er her, vi skal være tæt på kunderne. Udvidelsen i Ningbo er et vigtigt første skridt for vores nye koncern og et godt eksempel på vores "Together we outsmart the ordinary" tilgang, hvor vi styrker både vores lokale tilstedeværelse og vores globale leverancekraft, siger Søren Ø. Sørensen, bestyrelsesformand i Hoyer VMS Group.
Ét samlet globalt setup
Udvidelsen sker i kølvandet af Hoyers opkøb af VMS Group i Frederikshavn i november 2025. Hoyer er et førende globalt brand inden for elektriske motorer og automatisering, og VMS Group har gennem de seneste 25 år opbygget sine styrker inden for vedligehold, reparation og overhaling af bl.a. hovedmotorer og andre kritiske skibssystemer.
Den nye koncern har sit asiatiske hovedkontor i Ningbo. Herfra tilbyder de nu rederier, skibsmanagement, værfter, operatører og besætninger at være en power-and-motion partner gennem hele skibets levetid – fra design og installation til drift, retrofit, energioptimering og service.
Hoyer VMS Group adskiller sig fra andre virksomheder inden for branchen ved altid at have et stort antal servicefolk ombord på skibe i hele verden for at servicere, vedligeholde og reparere skibsmotorer og fremdriftssystemer. De højtuddannede teknikere kan nu også udføre omfattende kontroller og inspektioner af blandt andet elmotorer på skibene – ikke kun når der opstår havari, men proaktivt inden nedbrud påvirker driften.
Det betyder, at Hoyers VMS Groups øgede tilstedeværelse i Kina giver klare fordele for kunder i hele Asien.
- Når vores teknikere allerede er ombord, kan de inspicere elektriske motorer og løse potentielle problemer, inden en motor svigter. Denne proaktive tilgang reducerer risikoen for, at skibe må ligge stille, forhindrer kostbare skader og giver besætninger og flådechefer mulighed for at planlægge vedligeholdelse i stedet for at reagere på havari, siger Henrik Sørensen, CEO for Hoyer VMS Group.
Hoyer VMS opfatter fortsat Kina som en vigtig bro til resten af Asien, hvor mange af verdens største rederier og mest avancerede skibsværfter er placeret.
- Det er unikt, at vi kan tilbyde en bred vifte af tilbud til vores kunder, f.eks. værfter, skibsredere og skibsmanagement, fordi vi nu kan være med i hele skibets levetid. Selv om sammenlægningen af Hoyer og VMS blot skete for et par måneder siden, oplever vi allerede nu stor interesse fra både eksisterende og potentielle nye kunder, siger CEO Henrik Sørensen, Hoyer VMS Group.
Udsigt til øget omsætning
Hoyer VMS Group forventer, at investeringerne i Asien vil bidrage væsentligt til koncernens fremtidige vækst. Målet er at øge omsætningen fra cirka 1,5 mia. kr. til 2 mia. kr. i de kommende år – drevet af det udvidede og unikke setup i den samlede koncern.
- Hoyer har gennem mange år haft succes i Kina ved målrettet at fokusere på nichemarkeder og premium- segmenter, hvor vi kan tilføre tydelig merværdi og differentiere os fra konkurrencen. Kina er samtidig vores vigtigste hub for eksport og vækst på tværs af Asien. Med udvidelsen i Ningbo binder vi denne strategi endnu tættere sammen og skaber en stærkere samlet løsning for vores kunder i Asien, som nu er vigtigere end nogensinde, siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen.
Fakta om Hoyer VMS Group
Hoyer VMS Group er en global one-stop lifetime-partner for power and motion-løsninger, der blev skabt gennem sammenlægningen af Hoyer og VMS Group i 2025. Virksomheden kombinerer Hoyers motorer, drev og automatiseringsekspertise med VMS Groups omfattende service- og livscykluskompetencer i forbindelse med powersystemer til støtte af skibsejere og industrivirksomheder over hele verden.
- Samlet omsætning (2024): Cirka 1,5 mia. kr.
- Global tilstedeværelse: Danmark, Holland, Polen, Tyskland, Kina, Japan, Sydkorea, USA, Brasilien, Namibia, Saudi-Arabien.
- Medarbejdere: Cirka 700 på verdensplan
- Markeder: Marine, offshore, industri, energi, vedvarende energi og varme-, ventilations- og køleanlæg.
- Unikt værditilbud: global one-stop lifetime-partner for skibsredere og industrivirksomheder - kombinerer OEM-levering med eftermarkedssalg og service samt energioptimering






































