Hvad skal Danmark gøre anderledes for at kvalificere sig til det næste FIFA VM?

Dette fravær har ikke ændret på, hvor mange danske fans der følger med i selve turneringen. Mange følger stadig med for fodboldens skyld, vælger hold ud fra form eller historien bag snarere end nationalitet, og tjekker odds til World Cup på samme måde, som de ville gøre hvert år, uanset om der er et dansk hold med eller ej.

Det sværere spørgsmål er, hvorfor Danmark endte med at blive en af de fans, der ser til udefra i stedet for indefra turneringen. Landstræner Brian Riemer gav et direkte svar efter udeblivelsen i kvalifikationen og nævnte tre årsager: Manglende skarphed i afgørende øjeblikke, dårlige præstationer ved faste situationer og for stor ustabilitet i opstillingen til, at spillerne kunne opbygge et reelt samspil på banen. Disse tre punkter udgør udgangspunktet for alt det, der skal rettes op på, inden kvalifikationen til 2030 begynder.

Faste situationer kræver en ansvarlig, ikke bare træningstid

Riemer udtalte offentligt, at faste situationer skulle være en dansk styrke, hvilket er et område, hvor holdet forventede at have en fordel over svagere modstandere. I stedet svigtede Danmark netop på dette punkt i en turnering, der blev afgjort af en håndfuld mål.

En trup, der er bygget op omkring midterforsvarere og angribere, der spiller hver uge i Premier League, La Liga og Bundesliga, burde udnytte flere hjørnespark og frispark end et hold, der sluttede på andenpladsen bag Skotland. Løsningen er strukturel, ikke motivationsmæssig:

• Udnævn en dedikeret fastspilstræner i den tekniske stab, en rolle som flere Premier League-klubber allerede benytter på fuld tid.
• Følg med i konverteringsprocenten for hjørnespark og frispark kamp for kamp, og ikke som et træningstema, men som et målbart resultat, der evalueres efter hver landskampperiode.

Dette er en lille organisatorisk ændring med direkte indflydelse på resultaterne, og det kræver hverken nye spillere eller et nyt system.

Skab en reel løsning, der kan erstatte Eriksens rolle

Christian Eriksen sagde efter nederlaget i play-off-kampen, at han havde spillet sin sidste VM-kvalifikation for Danmark. Den udtalelse understregede et problem, som Riemer endnu ikke har løst. Danmark har i øjeblikket ingen midtbanespillere, der dikterer kampens tempo på samme måde, som Eriksen plejede at gøre. Mikkel Damsgaard har vist masser af talent hos Brentford, men han har ikke påtaget sig det samme ansvar som spilfordeler.

Resultatet er, at Danmarks angribere alt for ofte har virket afskåret fra resten af holdet. I stedet for regelmæssigt at blive forsynet med bolde fra midtbanen, står de tilbage og venter på afleveringer, der ikke altid kommer. Dette er et større problem end en kortsigtet trænerløsning inden 2030. Svaret må komme fra den måde, Danmark udvikler midtbanespillere på i ungdomsakademierne.

DBU har i princippet allerede anerkendt dette problem. Forbundets talentudviklingshåndbog, der blev lanceret i 2012 og opdateres med jævne mellemrum, tager højde for biologisk modning. Med andre ord bør spillere, der udvikler sig fysisk senere, ikke frasorteres, før deres tekniske kvaliteter har haft tid til at vise sig. Eriksens egen udvikling er en stærk påmindelse om netop det. Nu skal forbundet gøre denne regel bindende for klubakademierne, når de udvælger ungdomshold, i stedet for at lade tidlig fysisk modenhed veje for tungt i en alder af 14 eller 15 år.

Få styr på startopstillingen, ikke kun taktikken

Riemer var meget direkte i denne henseende: Landsholdet havde brug for kontinuitet, og for mange udskiftninger forhindrede spillerne i at opbygge et samarbejde på banen. Det er først og fremmest en trænerbeslutning, men det er en beslutning, som forbundet bør holde ham fast på som en betingelse for den kontraktforlængelse, der allerede løber frem til EM 2028.

Et realistisk mål for den næste cyklus er en fast defensiv rygrad med en målmand, to midterforsvarere og den defensive midtbanespiller, der holdes på plads i hele kvalifikationsforløbet, medmindre der opstår skader, i stedet for at blive justeret fra transfervindue til transfervindue baseret på formkurven i klubben. Flere af Danmarks forsvarsspillere spiller allerede mange minutter for deres klubber, og den kontinuitet på klubniveau bør overføres til landsholdet i stedet for at blive nulstillet hver gang truppen samles.

Stol på de yngre spillere tidligere

Den danske landsholdstrup er stadig afhængig af spillere fra VM-generationen fra 2018, herunder Andreas Christensen og Pierre-Emile Højbjerg, mens en yngre gruppe, som består af Rasmus Højlund, Patrick Dorgu og Mikkel Damsgaard har vist lovende takter, uden dog endnu at have slået sig fast på holdet.

Både Højlund og Dorgu er allerede faste spillere på førsteholdet i store europæiske klubber. Landsholdet bør vise dem samme tillid i stedet for at lade dem vænne sig til det gradvist gennem sene indskiftninger, hvilket begrænser, hvor meget taktisk ansvar de kan påtage sig inden 2030.

Mindsk afstanden mellem talentakademierne og landsholdet

Danmarks førende talentakademier, herunder FC København og FC Midtjylland, sælger ofte spillere til udlandet, inden de har gennemført to fulde senior-sæsoner i Superligaen. Det fremskynder transferindtægterne, men det betyder også, at de unge spillere skal tilpasse sig et nyt land og et nyt taktisk system netop i den alder, hvor de burde være ved at finde en fast rolle på landsholdet.

DBU’s erklærede mål frem mod 2025 har allerede udpeget ungdomsudvikling og trænerkvalitet som centrale prioriteter. At omsætte det til noget konkret frem mod 2030 betyder, at der skal afsættes flere UEFA-licenserede trænere specifikt til aldersgruppen 16-19 år, hvor akademispillerne enten konsoliderer deres fremskridt eller går tabt i forbindelse med udlandsflytningen.

Årsagerne til, at holdet gik glip af VM i 2026, var specifikke og blev allerede nævnt af de involverede: Standardsituationer, kontinuitet i opstillingen og et hul i midtbanens hjerte. Ingen af disse kræver en anden fodboldfilosofi, blot et forbund, der er parat til at løse netop de problemer, som Riemer allerede har peget på, inden kvalifikationen til 2030 går i gang.