Hvornår er tiden rigtig til at ændre kurs og træffe nye beslutninger?
Helle Gaardboe Jeppesen (V), Jill Byrdal (V), Susanne Marianne Møller (DD) og Jan Bjeldbak (V), alle medlemmer af Udvalget for Børn, Unge og Familie, har skrevet dette indlæg: Hvis vi ser tilbage, er der beslutninger, som nok burde være truffet for flere år siden. Vi kunne pege fingre ad dem, der burde have handlet tidligere, men i stedet retter vi blikket mod fremtiden og fokuserer på den opgave, vi har de næste 3½ år: At få den bedst mulige kvalitet for de penge, vi har. Det er det ansvar, vi som politikere er valgt til at påtage os.
Administrationens opgave er at fremlægge forslag til overholdelse af budgettet. Med forslag om en række skrappe besparelser er det netop, hvad administrationen har gjort i Udvalget for Børn, Unge og Familier, og så er det op til politikerne at prioritere og beslutte.
Der tales meget om åbenhed og gennemsigtighed, og i Venstre og Danmarksdemokraterne siger vi ærligt: Vi kommer ikke til at skære yderligere i Ungdomsskolen, afskaffe lejrskoler eller lukke Thorshøj Børnehus som foreslået af administrationen.
Men siden 2013 er vi blevet knap 1000 børn færre, den udvikling fortsætter, og der bliver færre penge på området. Intet samfund står stille – der er konstant bevægelse. Det er vi nødt til at tilpasse os.
I denne tilpasning vil vi fokusere på kvalitet. Det gør vi selvfølgelig af hensyn til vores nuværende borgere, men også som led i forsøget på at tiltrække nye borgere, når de mange nye arbejdspladser etableres. Det er et enigt byråd, der står bag målet om, at "vi vil være flere".
Når det kommer til skoler og fritidstilbud, ønsker vi at fremlægge en sammenhængende plan for hele kommunen. Vi er endnu ikke i mål med det arbejde. Vi regner, analyserer og skaber overblik. Vi besøger skoler, institutioner, og vi lytter til de mennesker, der har deres hverdag dér. Vi snakker med de faglige organisationer.
I maj afholdt vi et dialogmøde med mange gode input - tak for dem. Efter sommerferien, når de nye skolebestyrelser er på plads, skal vi mødes med dem alle. Vi skal også have endnu en snak med medarbejdere og bestyrelse i klubberne.
Arbejdet tager tid, fordi det er vigtigt, at det giver mening, og at de løsninger, vi vælger, er fornuftige. Men vi kommer ikke uden om, at der er brug for politiske beslutninger, og det er her ønsket om en sammenhængende plan indeholdende langsigtede løsninger, kommer ind i billedet. Det handler om kvalitet i vores tilbud, og det handler om løsninger, der vil give børn, forældre og medarbejdere ro i maven.
Som et første skridt har vi besluttet at opsige driftsaftalen med tilbuddet Hotspot. At vi gør det nu, hænger bl.a. sammen med nogle opsigelsesvarsler, der skal overholdes. Det er ikke en beslutning, vi tager let på. Vi ved, at Hotspot betyder noget for mange børn, unge og familier, og vi har stor respekt for det arbejde, der er blevet gjort gennem årene. Ingen betvivler medarbejdernes kompetencer.
Diskussionen om HotSpot er ikke ny, og der har tidligere været drøftelser om tilbuddet og økonomien bag. Hotspot er en relativ dyr institution at drive. I runde tal 5,8 mio., hvilket svarer til ca. halvdelen af budgettet til eftermiddags- og aftentilbud. Når vi samtidig har svært ved at finde penge til bemanding, åbningstimer og kvalitet i kommunens øvrige tilbud, føler vi et ansvar for at handle.
For at skabe større ensartethed i tilbuddene i hele kommunen vil vi fremover i stedet etablere SFO2-tilbud på skolerne. Det betyder også, at børn, som går i skole langt fra en klub, fremover kan gå direkte fra skole til SFO2. Dermed undgår børnene at skulle krydse trafikerede veje for at komme til deres fritidstilbud – noget vi ved har været en udfordring for flere familier.
Desuden har vi bedt om at få set på muligheden for at samle alle aftenklubber under ungdomsskolen med demokratisk repræsentation for både unge og medarbejdere i Ungdomsskolens bestyrelse. Det mangler i dag.
Vi ved godt, at forandringer kan skabe bekymring. Det har vi stor forståelse for. Men nogle gange kræver ansvar, at man tør træffe svære beslutninger – også når de gør ondt.
Nu skal forslag og beslutninger drøftes i dialog og med inddragelse af en bred vifte af interessenter på skole- og fritidsområdet. Vores mål er at skabe de bedst mulige tilbud for flest mulige børn og unge i hele Frederikshavn Kommune.




































