Gå til hoved-indhold
04. december 2025 - kl. 00.12

I dag begynder billetsalget til FESTEN FOREVER på Knivholt

  • 1 af 1
    Arrangørerne Jan Bach og Christian Conradsen glæder sig til lørdag 19. september.
Af: Michael Frederiksen

Billetsalget til FESTEN FOREVER på Knivholt begynder torsdag 4. december – og de første 300 billetter sælges til særpris.

Lørdag 19. september 2026 vender den populære sensommerfestival FESTEN FOREVER tilbage til Knivholt, hvor publikum igen kan se frem til en dag fyldt med hits på hits, lækker mad, stemningsfuld Pianobar og en forrygende genoplivning af den legendariske Discotheque Unique. Efter sidste års succes er forventningerne høje, og arrangørerne lover en fest, der om muligt overgår 2025-udgaven.

Billetsalget åbner torsdag 4. december, og som noget helt særligt kan de første 300 gæster sikre sig billet til 499 kroner + gebyr – en rabat på 150 kroner i forhold til normalprisen. Billetterne sælges via www.festenforever.dk.

- Vi glæder os helt vildt til at åbne billetsalget. Opbakningen sidste år var fantastisk, og vi mærker allerede nu en kæmpe interesse for næste års fest. Derfor vil vi gerne give noget tilbage og starte med et stærkt early bird-tilbud. Nu handler det bare om at være hurtig, fortæller medarrangør Christian Conradsen.

FESTEN FOREVER præsenterer et stort og alsidigt musikprogram med danske topnavne og en række populære coverbands. På scenen kan man blandt andre opleve Hanne Boel, Rasmus Nøhr, Back to Back, Thomas Buttenschøn, Christian Brøns, Johnny Madsen Jam, Keen on Queen, Thomas Helmig Jam og George Michael Xperience.

- Jeg glæder mig selvfølgelig til hele programmet, men jeg må indrømme, at jeg har et særligt soft spot for George Michael Xperience. Jeg oplevede dem på Smukfest i sommer sammen med 20.000 andre festivalgæster, og det var helt magisk. Den energi, forsangerens stemme og de mange George Michael-hits – det bliver virkelig stort at få dem til Knivholt, mener Christian Conradsen.

Stemningen bliver yderligere løftet af oplevelseszoner som Piano Baren, hvor Johan Aaen og Bjarne Langhoff skaber syng-med-stemning, samt det legendariske Discotheque Unique, hvor DJ Ludvig sørger for, at dansegulvet koger helt til de små timer.

Som noget helt nyt introducerer FESTEN FOREVER også ViseVærtshuset – et varmt, nostalgisk og syng-med-samlingspunkt, hvor hyggen er i centrum. Her kan gæsterne opleve en hyldest til fire af Danmarks største musikalske ikoner: Kim Larsen, Shu•bi•dua, Bamse og John Mogensen.

Med sprudlende livebands på scenen genoplives de klassikere, der gennem generationer har bundet os danskere sammen. Det bliver et musikalsk frirum med ørehængere, man ikke kan sidde stille til, og sange, der rammer lige i hjertet – præcis som et viseværtshus skal gøre, lover arrangørerne.

Sidste år deltog 1500 glade gæster, og arrangørerne forventer endnu større interesse i år, hvor både området og oplevelserne udvides. FESTEN FOREVER fortsætter ambitionen om at skabe en musikfest med både nostalgi og masser af muligheder for at synge med og slå sig løs på dansegulvet – og en dag, man har lyst til at vende tilbage til år efter år.

Se hele programmet og køb billetter fra 4. december på www.festenforever.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...