Gå til hoved-indhold
20. november 2025 - kl. 00.11

Jill Byrdal stormer ind i byrådet - fik flere stemmer end borgmester

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Jill Byrdal (V) - uden politisk erfaring - stormede ind i Frederikshavn Byråd med 1.097 personlige stemmer. Dermed var hun den kandidat i Frederikshavn Kommune, som fik fjerde flest stemmer. Hun fik blandt andet flere stemmer end borgmester Karsten Thomsen (A).

- Det er virkelig godt gået at trække så mange stemmer. Det er ikke hver dag, man ser det. Vi ved jo også bare, at Skagen er et sted, hvor man stemmer på dem, man kender, siger valganalytiker Anders Broholm, Kanal Frederikshavn.

Jill Byrdal understregede, at der er tale om en holdindsats.

- Jeg er ydmyg, glad, stolt og meget berørt. Jeg havde slet ikke troet, at jeg fik så mange stemmer, sagde hun, da hun besøgte Kanal Frederikshavns liveudsendelse på valgaftenen (tid: 5:22:32).

Sammen med sin mand, Kim Byrdal, har det nybagte byrådsmedlem for Venstre drevet Krages Bageri i Skagen i 26 år. Parret valgte dog efter sommerferien at lukke butikken.

Netop tilværelsen som mangeårig butiksejer vurderer Jill Byrdal har haft afgørende betydning for det imponerende valg.

- Jeg har jo været en del af gadebilledet i Skagen, og det gør jo selvfølgelig, at der er nogle, som tror på, at jeg også kan lave noget andet, udtalte Jill Byrdal.

Også Liv Lundholm Pedersen (A), som stammer fra Skagen, men nu bor i Strandby, fik et flot valg med 602 personlige stemmer i sin politiske debut. Hun blev som den eneste nye socialdemokrat stemt ind i Frederikshavn Byråd.

Byrådet får efter nytår følgende 12 nye medlemmer:
Jon Andersen (V)
Jill Byrdal (V)
Liv Lundholm Pedersen (A)
Bent Bøgsted (DD)
Søren Frederiksen (SF)
Klaus Hjulmand (LA)
Bodil Krogh (V)
Susanne Marianne Møller (DD)
Søren Visti (SF)
Mogens Brag (V)
Jane Bengtsen (SF)
Helle Gaardboe Jeppesen (V)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...