Tårnet på Palmestranden blev i dag navngivet: Palmetårnet
Palmetårnet er navnet på det tårn, som lørdag formiddag blev navngivet og indviet på Palmestranden i Frederikshavn.
Palmestrandens Venner havde i en artikel på Kanal Frederikshavn opfordret læserne til skrive forslag til navne, og det var ikke svært for bestyrelsen at vælge navnet Palmetårnet. Det var uden sammenligning det navn, som læserne foretrak.
Tommy Neist var én af dem, som skrev Palmetårnet, og han var blevet udtrukket til stå for afsløringen af navnet. Det gjorde han i fint samarbejde med borgmester Jon Andersen.
Han takkede i sin tale Palmestrandens Venner for deres store frivillige arbejde.
- Kan I mærke stoltheden i maven? I skal rose jer selv, nyde fællesskabet og passe på, I ikke brænder ud, sagde borgmesteren.
I den forbindelse overrakte han 1000 kroner fra Frederikshavn Kommune, som bestyrelsen i Palmestrandens Venner blev opfordret til at bruge på sig selv.
- Det er nyt, at kommunen gør det, men det handler om at passe på vores ildsjæle, forklarede Jon Andersen.
Michael Nielsen, Palmestrandens Venner, takkede borgmesteren og skyndte sig at rose de mange frivillige.
- Uden alle ildsjælene herude var det aldrig gået. I knokler. Vi har skabt et unikt sted, som ikke findes andre steder, pointerede Michael Nielsen.
Han sendte også en stor tak til XL-Byg Elling Tømmerhandel, MF Multiservice, Studsgaard Safety og Palmestrandens Ishus, som gavmildt har bidraget til at minimere Palmestrandens Venners byggeudgifter.
- Og tak til vores familier, som giver os mulighed for, at vi kan være herude så meget, lød det fra Michael Nielsen.
Navngivningen blev fejret med kagemand, is og kaffe, og som det fremgår af videoen fik flere børn lov til at prøve borgmesterkæden.
- Har du flere smykker? spurgte en nysgerrig dreng borgmesteren.







































