Pernille Højmark sang sig ind i vores hjerter - først nu forstod vi det hele
Pernille Højmark kom fredag aften til Manegen i Sæby med forestillingen FØRST NU FORSTÅR JEG INTET, opsat af Folketeatret. Den har været på en landsdækkende turné. Det er Pernille Højmarks stærke, ærlige og musikalske one-woman. En forestilling om modgang, kampe og skelsættende livsøjeblikke.
Med sin velkendte humor, sin skarpe tunge og en sårbarhed, de færreste kender hende for, tog Pernille Højmark publikum med storm og ægte følelser.
- Vi kom alle med ud på en tur igennem livets modgang og succeser. Fra en usædvanlig rå barndom, en heftig og vild ungdom til en alsidig karriere som sanger og skuespiller, via det hjemlige til Grønland og det rå, der var der, ikke kun naturen, men også livet, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Den selvbiografiske forestilling er dog langt mere end et blik ind i Pernille Højmarks liv. Det er en fortælling om et menneskes utrættelige forsøg på at finde en mening med galskaben og samtidig forlige sig med, at netop meningen og skråsikkerheden forsvinder med alderen og afløses af erkendelsen af, at ikke alt kan begribes.
- Det er aldrig for sent. Kærligheden findes derude. Søg den og grib den. Med tre ægteskaber bag sig har Pernille ikke opgivet, og det skal vi aldrig, siger Lilly Pedersen.
FØRST NU FORSTÅR JEG INTET er ufiltreret koncertteater i lille format. En hyldest til det uforståelige, kaotiske og ukontrollerbare og en opfordring til at favne og elske den, man er, når man først har fundet hende/ham.
Forestillingen er baseret på Pernille Højmarks erindringsbog af samme navn og indeholdt både kendte og nyskrevne sange. Der blev sunget med, der var tyst, der var latter og der var en stemning af hende her, hun gør noget ved os, som er rigtig rart. Pernille favnede os alle med sin uløselige kærlighed og nærvær, fortæller Lilly Pedersen med et stort smil.
Der var fuldt hus i Manegen.




































