Gå til hoved-indhold
24. december 2021 - kl. 00.12

Jobbet som skraldemand er det helt rigtige match

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Forsyningens to dygtige EGU-praktikanter har netop fået overrakt deres bevis for endt uddannelse – og der fulgte endnu en kuvert med.

Buster Larsen og Rasmus Bengtsson har siden sommeren 2020 været i praktik som skraldemænd hos Forsyningen i forbindelse med deres erhvervsgrunduddannelser (EGU).

De to har ikke kun vist en enorm vilje til at gennemføre forløbet og evne til at navigere på arbejdsmarkedet. De har også præsteret med flotte resultater. Fra forsyningschef for Frederikshavn Affald, Karl Villadsen lød det:

- Vi vil meget gerne beholde jer, men andre arbejdspladser vil også kunne bruge jer. I er nogle gode gutter og mulighederne står åbne for jer.

Med disse ord fik Buster Larsen og Rasmus Bengtsson tilbud om fastansættelse hos Frederikshavn Affald, hvilket de begge har valgt at takke ja til.

Anne Ryberg Jeppesen har som EGU-vejleder fulgt de to unge mænd hele vejen igennem, og hun er stolt over, at de har gennemgået uddannelsen. Hun kan samtidig se, at der for begges vedkommende er sket en stor udvikling.

Sprunget fra flere uddannelser

EGU-forløbet har været helt perfekt for Buster Larsen, fordi skoleundervisningen kun har været minimal, mens praktikken i erhvervslivet har fyldt det meste af uddannelsesforløbet.

- Skolen er ikke min stærke side, og jeg har tidligere været i gang med flere uddannelser, hvor jeg er sprunget fra. Jeg har dog aldrig nogensinde været i tvivl om, at det her var det rigtige for mig at gøre, lyder det fra Buster Larsen, der er både stolt og lettet over at være nået til vejs ende med sit EGU-forløb.

Han er heller ikke i tvivl om, at jobbet som skraldemand er det helt rette match for ham.

- Jobbet som skraldemand er lige mig. Udendørs arbejde og arbejdstiden, hvor jeg møder rigtig tidligt og har tidligt fri passer mig perfekt.

I sin fritid passer 23-årige Buster Larsen sammen med sin kæreste nogle heste, hvoraf den ene er deres egen. Med tidlig fyraften er der god tid til at tage sig af hestene.

Snestorm og en afsluttende eksamen
Som afslutning på praktikperioden var Buster Larsen og Rasmus Bengtsson til eksamen torsdag 2. december, hvor de over for driftsleder og censor skulle vise, hvad de havde lært det seneste halvandet år.

Det var en dag, de fleste nok sent vil glemme for de gigantiske mængder snefald, der hærgede trafikken og medførte, at affaldsindsamlingen blev indstillet i det meste af kommunen. Selvfølgelig skulle de to elever ikke ud at køre skraldebil med de snemængder. Det blev i stedet til en mundtlig prøve, som de begge klarede rigtig godt.

- Det var bare noget rigtig møg, jeg ikke kom ud at køre. Det blev bare til en snak om, hvordan vi udfører vores arbejde, og om det tekniske. For eksempel om, hvordan vi på vores tablet indberetter forgæves tømning, fortæller den nu fastansatte skraldemand.

Hvad er EGU?
EGU er en to-årig erhvervsgrunduddannelse, hvor der er mest mulig praktik samt et antal skoletimer. Undervisningen kan være dansk og matematik, eller fag, som knytter sig direkte til de opgaver, der arbejdes med i praktikperioden i virksomheden. Virksomhedspraktikken kan foregå indenfor forskellige slags fag, eksempelvis håndværk, transport, handel/butik, lager, produktion, landbrug med flere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...