Gå til hoved-indhold
12. maj 2026 - kl. 15.05

23 år med Palmestranden: Den bliver smallere og smallere

  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af: Michael Frederiksen

Med det flotteste blå-grønne hav som baggrund blev palmerne i dag kørt ud og gravet ned på Palmestranden i Frederikshavn.

- Der er ligesom at være i udlandet. Det fåes ikke smukkere, og når vi hører fra de gæster, som har været på stranden i dag - fra Danmark, Norge og Tyskland - så siger de: "Kig på vandet". Det var også det første, jeg gjorde i morges - at kigge på det blå-grønne vand. Den kommer til at ringe i dag, tænkte jeg. Palmerne gør deres, men vandet er helt vildt, fortæller Michael "Palme" Nielsen, Center for Ejendomme, Park og Vej.

Han må igen i år konstatere, at Palmestranden bliver smallere og smallere.

- Ja, det er rigtigt, men jeg ved, at der er medarbejdere i Ejendomme, Park og Vej, som arbejder på opgaven. Der skal tilføres noget, så den bliver lidt bredere, men det kræver tid og tilladelser samt samtaler med ministerier med flere, forklarer Michael Nielsen.

Der er en fast revle på Palmestranden, og den må man ikke bare fjerne. Det samme gør sig gældende mellem Flådestation Frederikshavn og Frederikshavn Marina.

Der opsættes omkring 100 palmer i området ved Palmestranden, hvor der også er ishus, beachvolleybaner og junglesti. I alt 250 palmer køres dog om sommeren ud forskellige steder i og ved Frederikshavn.

Om to år fejrer Palmestranden "sølvbryllup".

- Det håber jeg, at jeg får lov til at være med til. Så skal der være fest på Palmestranden, smiler Michael Nielsen.

Han har flere idéer, men han vil endnu ikke afsløre dem.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...